Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

Det går skidt med planen om at isolere Putin.

Putins toplederfest i Kasan var en vigtig lektie til Vesten

Lyt til artiklen

Budskabet fra Briks-topmødet i den russiske by Kasan i denne uge kunne næppe være tydeligere. Mere end to et halvt år efter Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine er Vestens strategi med at forsøge at isolere den russiske diktator slået fejl. På trods af vestlig fordømmelse og en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol i Haag rejste mere end 20 stats- og regeringsledere fra nogle af verdens største og mægtigste lande til Rusland for at mødes med Putin og hylde ham. Kinas præsident Xi Jinping kaldte Putin sin »kære ven« og roste det dybe venskab mellem Rusland og Kina. Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, kaldte Rusland for en »værdifuld allieret«, og også Egyptens præsident Sisi og Indiens præsident Modi takkede Rusland for deres støtte.

Briks-mødet understregede, at Vesten ikke længere bestemmer over resten af verden. Det er en vigtig lektie, som Putin på sin vis skal have tak for. Men også i en multipolær verden er vores demokratiske, humanistiske værdier og den regelbaserede verdensorden værd at kæmpe for. Det er det, vi gør i Ukraine. Magt er ikke ret og må aldrig blive det.

Men hvordan går det med den regelbaserede verdensorden, når FN’s generalsekretær, António Guterres, også var at finde i Kasan med Putin? Skulle han ikke holde sig på lang afstand af diktatorer og personer, der står anklaget for krigsforbrydelser og burde sidde i en fængselscelle i Holland?

Det ville være en fejl. FN er verdensforummet, hvor alle nationer – også fjender – kan mødes. Det kan være uskønt at se på og lytte til, men det var en god idé i 1945, og det forbliver en god idé. Som FN’s øverste embedsmand inkarnerer Guterres dette mål. Man kan diskutere visdommen i, at han ligefrem rejser til Rusland for at tale med Putin og deltage i propagandafesten, men ikke at han taler med den russiske leder. Det er faktisk hans job. Deri ligger ingen accept af Putins krigsforbrydelser eller invasionen af Ukraine, begge dele har Guterres også kritiseret gentagne gange i skarpe vendinger.

Mødet i Kasan viste, at alt for mange lande stadig støtter Putin. Ret skytset mod Putin og dem – ikke mod FN.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her