Hvor er det dog sølle. Verdens to største magter, USA og Kina, kan ikke tage sig sammen til at bidrage til at takle vor tids største udfordring, klimakampen. Når det gælder handel, krig og krudt, kappes de to om at være verdens overhund, men når det virkelig gælder kampen for fremtiden, dukker de nakken. Det blev understreget på klimatopmødet i Baku, hvor verdenssamfundet skulle forsøge at enes om en ny aftale om finansiering til de fattige lande, der lider hårdest under den hastigt eskalerende klimakrise, de rige lande har skabt.
USA var mere eller mindre fraværende i forhandlingerne, og landets kommende præsident Donald Trump har erklæret, at han vil trække USA ud af Paris-aftalen, muligvis ud af hele klimakonventionssystemet. Kina insisterede på den mest sølle vis på fortsat at blive betraget som et fattigt land, der ikke er forpligtet til at give andre stater klimabistand. Sandt er, at Kina næppe har så stort et historisk ansvar for klimaforandringerne som Vesten, men helt ærligt: Kina er verdens næststørste økonomi, med penge og magt til at dominere hele Asien og ambitioner om at blive den førende globale magt.
Som de siger i Spider-Man-serien, følger stort ansvar med stor magt. Det levede hverken USA eller Kina op til i Baku.
Til gengæld viste EU sig sit ansvar modent. Ganske vist blev det beløb, som de rige lande skal betale de fattige årligt, ikke så stort som håbet, men med EU som bannerfører blev klimabistanden dog tredoblet i forhold til før. Og trods skuffelserne er og bliver de årlige COP-møder omdrejningspunktet i den globale klimakamp, dog en bedrift i sig selv i en verden stadig mere præget af strid og konflikt.
At de fossile brændstoffer skal udfases hurtigst muligt, er åbenbart, men det skumle samspil, der blev afsløret mellem værten Aserbajdsjan og Saudi-Arabien, viser med al tydelighed, at oliestaterne vil kæmpe imod med næb og kløer. Nu har tre topmøder i træk fundet sted i en oliestat. Det næste skal foregå i Brasilien og har fokus på udledningerne. Da skal opgøret med det sorte guld og dets diktatoriske bagmænd tages – og vindes.
fortsæt med at læse
