»Jeg er taknemmelig og glad på hans vegne, men når andre siger ’Hvor må I være stolte’, så siger jeg ’nej, fandme nej’«.
Sådan sagde psykologen Allan Holmgren, far til tennisspilleren August Holmgren, i et interview med Jyllands-Posten under Wimbledon og uddybede for nylig sit budskab i Politiken.
Det er en bemærkning, der har vakt opsigt. For i en tid, hvor børneopdragelse alt for ofte bliver et spejl for forældrenes egne ambitioner, kan det virke næsten provokerende at få at vide, at man bør opgive stoltheden – den varme følelse, mange forældre oplever, når deres børn opnår noget stort.
Men Holmgrens udsagn rummer en vigtig pointe: Børn er ikke projekter. De er ikke visitkort. De skal ikke udvikle sig for, at deres forældre kan føle sig vellykkede. Når vi reducerer relationen mellem forældre og børn til en slags præstationskontrakt, bliver kærligheden betinget.
Børn, der elskes for deres præstationer og ikke for, hvem de er, risikerer en indre uro og en evig jagt på anerkendelse, som burde være ubetinget.
Vi lever i et konkurrencesamfund, hvor præstation og opmærksomhed er valuta. Allerede fra folkeskolen bliver børn vurderet, målt og vejet. Samtidig bærer samfundets strukturer en stadig stærkere forventning om, at man skal ’blive til noget’, helst noget unikt. Og måske vokser projektforældreskabet netop frem i takt med, at de samme strukturer og institutioner ikke længere leverer den tryghed og støtte, de lover.
Nogle forældre risikerer dog at blive medløbere i denne kultur: De investerer så mange ressourcer, at de opdrager deres børn i retning af succes snarere end trivsel.
Men Holmgrens ord peger en anden vej. En vej, hvor forældreskabet ikke handler om at spejle sig i barnet, men om at glæde sig over det liv, barnet selv former – uanset om det passer ind i samfundets skabelon for succes. At være glad på sit barns vegne kræver et blik, der ser barnet som et frit individ, adskilt fra ens eget jeg. For måske er forældrene slet ikke så vigtige for børnene, som de selv går og tror.
Her i avisen har vi for nylig afdækket, hvordan ny forskning viser, at søskendebånd har en undervurderet stor betydning for, hvem vi bliver, og hvor godt vi klarer os i livet. De bånd bygger ikke på resultater, men på noget stærkere og langt mere varigt: nærhed, forståelse og fælles erfaringer.
fortsæt med at læse
