Jeg har altid haft en vis modvilje mod begrebet stolthed og den måde at være i verden på, som stolthed indbyder til. Jeg har altid fornemmet, at der var noget selvpromoverende ved forældre, der var stolte over deres børns præstationer, at de tog æren for det, deres børn havde gjort og bragte sig selv i centrum.
Jeg har aldrig selv følt mig stolt på den måde. Jeg har mest af alt følt mig heldig og taknemmelig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


