Kald det et youthquake – et ungdomsskælv – kald det et asiatisk forår eller kald det et generation Z-oprør. Betegnelsen er mindre interessant. Det vigtige er, at unge i lande på tværs af Asien i den senere tid er gået på gaden imod en korrupt magtelite, et kollapset socialt sikkerhedsnet og dybt udemokratiske strukturer. Tidligere på måneden væltede unge nepalesere på et par dage regeringen. Sidste år styrtede en tilsvarende bevægelse præsidenten i Bangladesh, før der skete noget tilsvarende i Sri Lanka. Også i ø-rigerne Indonesien og Filippinerne har der været massive ungdomsprotester den seneste måned.
Alle landene er forskellige. Men fælles er en ungdom, der kræver mere frihed, flere muligheder og som har mistet troen på den regerende klasse. Som i Mellemøsten under det arabiske forår i 2010 og 2011 inspirerer den revolutionære ånd i ét land unge i andre lande. I Mellemøsten endte foråret på tragisk vis i fiasko, og i stort set alle de lande, hvor diktatorerne blev væltet, er nye autokrater kommet til, og forholdene er nærmest nu værre end før.
Sådan kan det også gå i Asien. Det er lettere at vælte en diktator end at skabe et livskraftigt demokrati. Men i en tid, hvor autokrater og stærke mænd vinder frem fra Washington til Budapest, og demokrati og frihed er under massivt pres, er oprørene i Asien et velkomment glimt af håb. En påmindelse om, at et liv i frihed, demokrati og med mulighed for at bestemme over sit eget liv ikke er en vestlig opfindelse, men et alment menneskeligt ønske. Diktatorer som Kinas præsident Xi Jinping ynder at tale om særlige asiatiske værdier, der ikke omfatter demokrati. Det er løgn og latin. Mennesker i Asien har præcis samme drømme om frihed som mennesker alle andre steder – og nu kæmper de unge for dem på tværs af regionen. Der tales med god grund meget om militær oprustning for tiden. Men som Asiens unge på imponerende vis demonstrerer, er viljen til frihed – og modet til at kæmpe for den – det allervigtigste.
fortsæt med at læse
