Marianne Jelved er kommet i vanskeligheder. De radikales brud med Socialdemokraterne har skabt forvirring i stedet for klarhed. Problemet er, at de mest synlige elementer i det, de radikale kalder »den anden vej«, ikke er troværdige. Når det kommer til stykket, ved vælgerne jo godt, at R næppe får statsministerposten, og at der ikke kan stilles ultimative krav i dansk koalitionspolitik. Det ved Marianne Jelved og den radikale folketingsgruppe naturligvis også. Når de er endt, hvor de er endt, er det, fordi valget af en egen statsministerkandidat forekom dem at være den eneste måde at undgå at vælge mellem to andre på – Helle Thorning og Anders Fogh. Samtidig skulle de ultimative krav signalere, at R står fast på de principper, der gav fremgang ved sidste valg. Marianne Jelved lyder utroværdig, fordi den nye linje har tvunget hende til at tale taktik i stedet for politik. Men formålet er jo både politisk og letforståeligt: Det drejer sig om at bryde Dansk Folkepartis greb om magten – på den ene eller den anden måde. Det har hendes vælgere næppe noget imod at få at vide. HVAD MED, at de radikale var ærlige hele vejen? Ideen med R’s nye linje er først at vælge side, når partiet kan se, hvad det får for sit valg. Sagen er jo, at R kan blive afgørende på to måder: Mister VKO sit flertal, bliver R under alle omstændigheder tungen på vægtskålen. Var det den eneste mulighed, kunne man godt forlange, at partiet valgte side – også før folketingsvalget. Men hvis R kun er en alternativ flertalsmulighed for V og K, så duer det ikke at have valgt S, før valgresultatet foreligger. For at øge chancen for at isolere Dansk Folkeparti må R være åben over for begge muligheder. Når Marianne og Co. får tænkt sig lidt om, finder de nok en måde at stå fast på det på uden at stille så mange utroværdige krav, herunder statsministerposten. Og så kunne vi måske igen komme til at snakke om samfundsproblemer og politiske løsninger på dem. Det er trods alt, hvad også radikal politik burde handle om .