Obama har gjort det igen, vist at han vil ændre amerikansk udenrigspolitik. Hvad det kan betyde for Mellemøsten, fik verden et lille kig ind i, da han i anledningen af det iranske nytår sendte iranerne og deres ledere en varm hilsen. Han priste iransk kultur og talte for, at de to lande nu afslutter 30 års bitter konflikt. Afspænding mellem USA og Iran vil få konsekvenser for hele Mellemøsten, men Obama står over for enorme udfordringer for at gøre det til en realitet. Israel er ikke begejstret og ønsker, at truslen om militært angreb på Iran holdes ved lige, mens Obama tog den af bordet – i hvert fald for nu. Egypten og Saudi-Arabien er blandt regionens lande, der ønsker garantier fra Washington for, at amerikansk tilnærmelse til Iran ikke sker på bekostning af deres interesser i at tæmme Irans regionale ambitioner. Men Obama forstår, at USA har brug for Irans hjælp til stabilisering af Irak og Afghanistan samt imod høgene i Gaza og i Libanon. Iran kan ikke isoleres eller ignoreres, for det har fingrene i alle regionens gensidigt forbundne konflikter. Obama er også udfordret af hård opposition hjemme og langt ind i sin administration imod fredsudspil til Iran. Og ingen kan fortænke Iran at se det som en stor modsætning, at Obama rækker den ene hånd frem, mens han med den anden forlænger og strammer sanktionerne imod præstestyret. Det afgørende spørgsmål er: Hvad er USA parat til at give Iran for at opnå den store byttehandel, ’grand bargain’, der kan gøre Mellemøsten og verden mere sikker? Det spørgsmål har Obama endnu ikke svaret på. Teheran kræver indrømmelser om sit atomprogram, men Obama kan ikke tillade Iran atombomben. Han kan imidlertid søge at bringe det internationale samfund ud af den krog, som det har malet sig ind i ved kategorisk at nægte Iran retten til at udvinde uran til fredelige formål, som andre lande har i Ikke-spredningsaftalen, NPT. Iran har snydt på vægten mange gange, når det gælder klarhed om atomprogrammet. Men det er ikke umuligt, at det kan presses til sikkerhedsgarantier under international kontrol. Obamas udstrakte hånd må bifaldes, men der er fornuft i at vente med større indrømmelser indtil efter det iranske præsidentvalg. I den sidste ende kan kravet om at Iran opgiver retten til civil uranberigelse dog næppe opretholdes.