Tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, er på vej til Europa, og kinesiske ambassader er rutinemæssigt ved at hidse sig op.
Sådan er det hver gang, Dalai Lama kommer forbi. De kinesiske ambassader truer med »alvorlige konsekvenser« for de angiveligt ellers gode forbindelser mellem folkerepublikken og de formastelige lande, hvis regeringer eller parlamenter siger ja til at høre på den omstridte lama. Denne gang er den hollandske premierminister, Jan Peter Balkenende, åbenbart blevet blød i knæene over for det kinesiske pres. Han opgiver at mødes med Dalai Lama – mens vores egen nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, foreløbig og klogelig står fast på at modtage den tibetanske leder i sin embedsbolig, Marienborg, 29. maj. De kinesiske magthavere, som tidligere har aflyst et EU/Kina-topmøde i protest mod en fransk EU-formands møde med Dalai Lama, skulle lige tage en dyb indånding. Dalai Lama udgør snarere en del af løsningen på det tibetanske spørgsmål, end han er en kilde til problemets fortsættelse. Den kinesiske temperaments- og magtfuldkommenhed førte sidste år til en grovkornet nedkæmpning af demonstranter i Tibet. Men vold mod tibetanerne vil i hvert fald aldrig skabe den nødvendige forsoning i forholdet mellem folkerepublikken og Tibet. Og den berettigede internationale kritik af Kinas fremfærd bør heller ikke kunne standses af hverken diplomatisk eller økonomisk pres fra Kinas side. Det er mildest talt uvenligt og uanstændigt, hvis Kina også vil gøre sin egen forhandlingsvillighed op til FN’s klimatopmøde i december afhængig af, om vi andre vil vise Dalai Lama ryggen. Må vi lige bede om kammertonen. Verdens klima og miljø har stærkt behov for et vellykket klimatopmøde, og tibetanerne og Kina har behov for en rolig løsning på deres indbyrdes konflikt. De to spørgsmål har ikke med hinanden at gøre. Dalai Lama er ikke en opvigler. Tværtimod er det i kinesisk interesse at gøre lamaen til omdrejningspunkt for en politisk forsoning, der giver tibetanerne kulturel frihed. Lamaen har befundet sig i eksil, siden Kina kvaste en politisk og kulturel opstand i Tibet i 1959. Den alderstegne, men fortsat dynamiske lama er ikke blevet mere rabiat med årene og slet ikke apologet for voldelig protest mod den kinesiske magtudfoldelse. Han er snarere blevet eksponent for den dialog, som både tibetanerne og Kina behøver. Derfor skulle EU ved denne uges topmøde med Kina anbefale Kinas leder at gøre præcis som Lars Løkke Rasmussen: sætte sig ned og tale med Dalai Lama.
