Det internationale samfund har al mulig grund til at frygte, at Iran er ved at udvikle et atomvåben eller teknologien dertil. Dels har Iran i årevis løbet om hjørner med FN’s atomenergiagentur, IAEA, og kun indrømmet sine teknologiske fremskridt, i takt med at IAEA og vestlige efterretningstjenester selv fik nys om dem.Dels synes Iran konsekvent at have valgt teknologi med militært potentiale, hvor det kunne have valgt mindre udfordrende løsninger. Når dertil kommer, at det iranske regime synes på kurs mod en potentiel indre opløsning – og uden identificerbare alternativer – er et militært atomprogram vel noget nær det mindst anbefalelsesværdige for landet eller den mellemøstlige region. Men det internationale samfund har også al mulig grund til at søge at undgå, at det iranske dilemma fører til en militær konfrontation.
Som for at føje spot til skade er det nu alligevel Iran, der stiller FN og Vesten over for et ’ultimatum’. Det positive ved Irans ’tilbud’ kunne være, at Iran i hvert fald umiddelbart er villig til at aflevere sit militært følsomme berigede uran til lande, der til gengæld leverer nukleart brændstof til landet. Det negative er, at Iran vil have lov at beholde langt mere af sit berigede uran, end et tilbud fra IAEA lægger op til. Signalet er samtidig, at Iran igen-igen trækker tiden ud, mens dets atomprojekt udvikler sig med ildevarslende kraft. Et mellemøstligt atomkapløb Flere arabiske stater er af uro for Iran formentlig allerede på vej ud i atomforskning, der vil afspejle, at et mellemøstligt atomkapløb er i gang. Måske bider sanktioner slet ikke på det konfrontationssøgende iranske regime. Og måske er det allerede for sent at undgå, at Iran skaffer sig en teknologisk evne til selv at kunne bestemme, om det vil konstruere et atomvåben. Det kan dog aldrig blive hverken irrelevant eller for sent at insistere på iransk åbenhed omkring atomprojektet. At regimet i Teheran er villigt til at risikere flere økonomiske og politiske sanktioner for undgå åbenhed og for at omgå IAEA’s krav, vil kun bekræfte velbegrundede formodninger om regimets ikke alene destruktive, men også selvdestruktive karakter.
