Det kunne ved første øjekast ligne et anfald af fornuft, da regeringen forleden erklærede, at den nu er parat til at »bekæmpe fattigdom«. Indtil videre har fattigdom i Danmark nemlig været et regulært tabu for VKO.
På den baggrund kan man roligt sige, at den nyslåede socialminister, Benedikte Kiær (K), tog et overraskende skridt i den rigtige retning, da hun erkendte, at der i Danmark findes fattige mennesker. Hun gik oven i købet så langt, at hun nu vil til at måle fattigdommen. Men her hørte logikken desværre op: For nok vil den nye minister gerne anerkende, at fattigdom findes, og nok vil hun gerne måle den, men hun vil fortsat ikke acceptere, at fattigdom har noget med økonomi at gøre ... I stedet vil hun opfinde en ny såkaldt fattigdomsindikator, som baserer sig på faktorer som bolig, sundhed og beskæftigelse. At lave en økonomisk fattigdomsgrænse er »simpelt hen for forsimplet«, lød det fra ministeren. Men er det nu også det, kan man spørge, mens man tager sig til hovedet. FN, EU, OECD og en lang række af de lande, vi normalt sammenligner os med, har længe opereret med en fattigdomsgrænse. Så helt ude i hampen er det vel ikke? Går ud over børnene Nej, det ville tværtimod klæde socialministeren at forholde sig til, at antallet af fattige kun er vokset og vokset i 00’erne: Uanset om man bruger EU’s eller OECD’s fattigdomsgrænse; uanset om man kun ser på langvarigt fattige; uanset om man udelader studerende; ja, uanset hvad, så er antallet af fattige i Danmark steget siden 2001.
