Analysen af offentlige topchefers lønninger fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, der blev omtalt i gårsdagens Politiken, bekræfter, hvad mange måske instinktivt fornemmede: Der er ingen positiv sammenhæng mellem topchefens løn og resultaterne i hans eller hendes lille afkrog af den offentlige sektor. LÆS OGSÅStatslige chefer får bonus uden at indfri deres mål Det gælder også, når forskerne ser på de såkaldte resultatkontrakter, hvor topcheferne får en bonus, der er direkte afhængig af, om de når nogle konkrete mål om f.eks. at øge brugertilfredsheden, spare på budgettet eller gennemføre strukturændringer. Chefens løn har ingen dokumenteret sammenhæng med, om målene nås eller ej. Resultatkontrakterne er afsløret som resultatløse. Men når en resultatkontrakt ikke opfyldes, betyder det ikke nødvendigvis, at chefen har løst sin opgave dårligt. Der kan være gode grunde til, at ledelsen må ændre strategi undervejs, hvis forudsætningerne ændrer sig. Det udstiller, hvor ufleksibelt dette værktøj er. Gennem de sidste 25 år er den offentlige administration ellers blevet underkastet en række reformer med udgangspunkt i såkaldte new public management-teorier, der netop hviler på antagelsen om, at den offentlige sektor bør nedbryde det traditionelle embedsværks hierarki til fordel for mere markedsinspirerede organisationsformer.
Tanken var på mange måder god nok. Den var at styrke den centrale ledelse, i staten koncentreret i Finansministeriet, af statens budgetter, så hver lille del af den offentlige administration ikke blot forsøgte at maksimere sine egne budgetter. Og der var brug for at redde den offentlige administration fra overforbrug af bureaukrati. Men de resultatløse kontrakter er et eksempel på, at nogle af de metoder, der skulle styrke ledelsen og bekæmpe bureaukratiet, nu er blevet til bureaukrati i sig selv.
