KUN ÉT RESULTAT er sikkert i forbindelse med FN's verdenstopmøde om bæredygtig udvikling, der i dag indledes i Johannesburg som opfølgning på det såkaldte Rio-miljøtopmøde for ti år siden: Det vil producere masser af varm luft. Heller ikke miljømæssigt er det nemlig gratis at samle de omkring 60.000 deltagere, som ventes til det stort anlagte miljøtopmøde. De og deres brug af diverse konferencefaciliteter vil forøge CO2-udslippet med så meget som 500.000 ton og altså bidrage yderligere til den globale opvarmning. Om det er prisen værd, vil den kommende uges tid vise - værterne har for alle eventualiteters skyld bebudet, at de vil prøve at skaffe 30-35 millioner kroner til plantning af træer, der på længere sigt kan modvirke dette topmødeudslip. Alt for mange topmøder er nemlig endt som skuffelser, hvilket også forgængeren for denne uges FN-topmøde, Rio-topmødet i 1992, var et eksempel på. FN's generalsekretær, Kofi Annan, erkendte for nylig, at miljøet på nogle områder er blevet forringet over de seneste ti år. Og som om det ikke var nok, har også den såkaldte Kyoto-miljøaftale, som Rio-topmødet lagde grunden til, været en skuffelse, efter at USA løb fra alle tidligere løfter, så snart den nuværende præsident Bush havde indtaget sit embede i Det Hvide Hus. VERDENS LEDERE og de seks milliarder mennesker, de repræsenterer, har ikke råd til flere skuffelser. Så sent som i sidste uge understregede en rapport fra Verdensbanken det, vi jo alle ved alt for godt: at verden er skarpt delt mellem dem, der er rige, og dem, der fattige. Et par tal illustrerer forskellene: Tre milliarder mennesker må i dag klare sig for ca. 15 kroner om dagen. En milliard mennesker har ikke adgang til drikkevand. Og det bliver værre endnu: Verdens befolkning vil i løbet af de næste 45-50 år vokse med tre milliarder mennesker, og væksten vil først og fremmest finde sted i udviklingslandene. Det vil forøge forureningen yderligere og lægge beslag på de knappe ressourcer af rent vand og mad, hvilket igen vil øge risikoen for fattigdom, sult, social uro, krige og flygtningestrømme. LANGTFRA alt er skidt. Teknologiske fremskridt har på flere områder overhalet alskens dommedagsprofetier op gennem historien og dermed udskudt den grænse, der er for vækst. En af de positive meldinger i Verdensbankens seneste rapport, 'World Development Report', er eksempelvis, at de fattige lande i dag sviner mindre end de nuværende industrilande gjorde, da de var på samme industrielle udviklingstrin. Det er imidlertid langtfra nok til at mindske gabet mellem rige og fattige. For at det nogensinde kan ske, må de rige lande være villige til at afgive egne privilegier - og i øvrigt indse, at det på længere sigt er i deres egen interesse. Den vilje og erkendelse, kan man tvivle på, er til stede efter et årti, da verdens samlede udviklingsbistand mindskedes, alt imens de rige lande op gennem 1990'erne oplevede enorme indkomststigninger. End ikke Danmark - det tidligere foregangsland og nuværende EU-formandskabsland - har holdt sig fra at skære i udviklingsbistanden, selv om det sender det helt forkerte signal i en verden, hvor der er behov for det stik modsatte: at demonstrere vilje til at afgive privilegier i de rige lande for at hjælpe fattige. UDVIKLINGSBISTAND gør det ikke alene. Det er og bliver symptombehandling af det egentlige problem, ikke mindst de rige landes handelsbarrierer over for de fattige lande. Alene de rige landes landbrugsstøtte beløber sig til 335 milliarder dollar eller over 2.000 milliarder kroner, hvilket svarer til syv gange så meget, som de fattige lande modtager i udviklingsbistand. De rige lande, og herunder landbrugsstøttegiganten EU, har altid en god grund til ikke at gøre noget ved problemet. I foråret var det valget i Frankrig, nu er det valget i Tyskland, og siden følger hensynet til EU's udvidelse. Sådan kunne man sikkert blive ved, men det er udtryk for alt andet end god moral og indsigt i egne langsigtede interesser. Johannesburg-topmødet er nødt til at tage denne udfordring op og nå frem til en bindende aftale mellem rige og fattige lande om en tidsplan for nedtrapningen af de rige landes handelsbarrierer. Ligesom de fattige lande må forpligte sig til at leve op til basale krav til god regeringsførelse og respekt for basale menneskerettigheder. Ellers ender Johannesburg-topmødet og dets ca. 60.000 deltagere med at have belastet miljøet mere, end de har gavnet det - og produceret mere af det, vi i forvejen har alt for meget af: varm luft.