Ansvaret for psykisk syge er i stigende grad noget, vi i dette land overlader til folk i politiuniformer. Siden 2009 er antallet af hændelser, hvor politiet har måttet rykke ud til personer, der har en psykisk lidelse, næsten tredoblet til uhyrlige 42.800. Og antallet af tvangsindlæggelser er vokset med 45 procent.
Politiet og psykiatere kan fortælle, at det samme mønster gentager sig dag ud og dag ind: En psykisk syg hentes af politiet i hjemmet eller på gaden og indlægges med tvang.
Politiet bruger mere og mere tid på psykisk sygeKort tid efter bliver han eller hun udskrevet, fordi der mangler sengepladser.
Og så starter det hele forfra. Det er skruen uden ende. Og helt igennem meningsløst, uanstændigt og uetisk. Et spil uden vindere.
Man kan ikke byde en betjent, at han skal håndtere situationer, han ikke er uddannet til – i dag går hver ottende udrykning til en psykisk syg. Man kan heller ikke byde psykisk syge og pårørende, at de ikke får professionel hjælp.
Og det omgivende samfund bliver kun stadig mere utrygt og taber penge på, at der kommer flere psykisk syge.
Hovedproblemet er, at der mangler sengepladser. Mellem 2007 og 2016 har psykiatrien ifølge Regionerne mistet 400 sengepladser, mens antallet af patienter er steget med 50 procent.
Hvorfor har politikerne nedlagt sengepladser, når behovet vokser? Fordi de ville opgradere med ambulante behandlinger og botilbud.
Men det skete ikke. Og så endte det hele som en spareøvelse, hvor politiet til sidst sættes ind.
Men vi vil jo tilføre 2,1 milliard kroner med en ny psykiatriplan, siger regeringen. Og jo, det tal lyder jo af noget, men i sidste måned vurderede en sundhedsøkonom, en regionsformand og Psykiatrifonden i Information, at pengene ikke rækker langt, når de skal spredes ud over 4 år, 5 regioner og 98 kommuner.
Regeringen vil afsætte 100 millioner kroner til de mest psykisk sygeI det hele taget er der ikke mange, som er imponeret over psykiatriplanen, der kritiseres for at være et kludetæppe.
Psykiatrien i Danmark må tænkes forfra. Efter mange års politiske eksperimenter og halvkvædede viser trænger området til et løft, der ikke kun handler om penge, men også om indhold og faglighed.
En sammenhængende plan, slet og ret. Og helt akut skal der skaffes sengepladser til de allermest syge.
Lad eksperterne gennemtrawle området, så vi kan få en helhedsløsning. Lige nu sejler det.
pmj
fortsæt med at læse
Politiet rykker ud til psykisk syge som aldrig før
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.