Kan en 70 år gammel gipsafstøbning betragtes som umistelig? Som en bærende søjle under den danske kulturarv? Næppe.
Alligevel har den gipsbuste af Frederik V, som gruppen Anonyme Billedkunstnere i begyndelsen af november fjernede fra festsalen på Charlottenborg og derpå smed i havnen ved Knippelsbro, skabt en dybbølsk stemning af vrede, afmagt og had. Primært rettet mod happeningens bagmand, kunstner og nu bortvist institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld.
De hadefulde reaktioner er både overdrevne og hysteriske. Overdrevne, når professor emeritus og hesteofrer Bjørn Nørgaard her i avisen sammenligner destruktionen af en 70 år gammel gipsbuste, som få mennesker i kongeriget kendte til eksistensen af i oktober, med »Isis’ bortsprængning af Buddha-figurer og Palmyra-ruinerne«. Hysteriske, når meningsdannere og politikere gør sig til forargede småborgerlige dommere over kunst, når den træder ud over pænhedens rammer og bliver en offensiv kraft.
Behagesyg kunst er irrelevant kunst, og Dirckinck-Holmfelds happening må anerkendes for sit sympatiske mål: at insistere på, at Danmark erkender og råder bod på sin fortid som slavehandlernation.
Men når kunsten hævder sig politisk, må den blive bedømt på sin evne til at skabe en politisk samtale. Her fejler busteofringen kolossalt, og det mest horrible er, at det ser ud til at overraske kunstneren selv.
mzt
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar