0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bustehappeningen er både dårligt tænkt, dårligt udført og dårligt forklaret

Kunsten bør være offensiv, ikke destruktiv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kan en 70 år gammel gipsafstøbning betragtes som umistelig? Som en bærende søjle under den danske kulturarv? Næppe.

Alligevel har den gipsbuste af Frederik V, som gruppen Anonyme Billedkunstnere i begyndelsen af november fjernede fra festsalen på Charlottenborg og derpå smed i havnen ved Knippelsbro, skabt en dybbølsk stemning af vrede, afmagt og had. Primært rettet mod happeningens bagmand, kunstner og nu bortvist institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld.

De hadefulde reaktioner er både overdrevne og hysteriske. Overdrevne, når professor emeritus og hesteofrer Bjørn Nørgaard her i avisen sammenligner destruktionen af en 70 år gammel gipsbuste, som få mennesker i kongeriget kendte til eksistensen af i oktober, med »Isis’ bortsprængning af Buddha-figurer og Palmyra-ruinerne«. Hysteriske, når meningsdannere og politikere gør sig til forargede småborgerlige dommere over kunst, når den træder ud over pænhedens rammer og bliver en offensiv kraft.

Behagesyg kunst er irrelevant kunst, og Dirckinck-Holmfelds happening må anerkendes for sit sympatiske mål: at insistere på, at Danmark erkender og råder bod på sin fortid som slavehandlernation.

Men når kunsten hævder sig politisk, må den blive bedømt på sin evne til at skabe en politisk samtale. Her fejler busteofringen kolossalt, og det mest horrible er, at det ser ud til at overraske kunstneren selv.

mzt

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden