Nu har Taleban-regeringen, som overtog regeringsmagten i Afghanistan i august sidste år, forbudt kvinder at arbejde for internationale humanitære organisationer. Det er renlivet kønsdiskrimination. Og det rammer ikke kun de kvinder, som mister deres job. Det rammer alle modtagere af stærkt tiltrængt hjælp til de urfattige afghanere. Taleban har i forvejen smidt piger ud af de ældste klasser, ud af gymnasiet og senest ud af universiteter. De har også udelukket kvinder fra offentlige mødesteder som populære parker i de store byer. Hele vejen igennem: en grotesk diskrimination.
Taleban hævder, at det sker i islams navn. Det afvises heldigvis fra toneangivende muslimsk side. Både Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet har taget skarpt afstand fra Talebans undertrykkelse. Og OIC, den globale Islamiske Konference-Organisation, fordømmer udtrykkeligt Talebans diskrimination. Godt så. De muslimske stater er nødt til at anføre kritikken af Taleban, så det ikke kan lykkes bevægelsen at afvise kvinders protester som ’vestlig indblanding’. Bevares, det må være en kompliment til den demokratiske verden at se krav om ligestilling som et vestligt fænomen. Men kvinder i Afghanistan har ikke tid til at vente på, at uenigheden om vestlige landes militære involvering i Afghanistan i perioden 2001-21 lægger sig. De har krav på ligestilling nu. Og det forarmede flertal i Afghanistan har behov for hjælp – nu. Det er derfor påtrængende nødvendigt, at den muslimske verdens regeringer og organisationer går i spidsen for krav om kvinders frihed, uddannelse og ligestilling.
