At voldsomme, livstruende oplevelser kan give behandlingskrævende mentale sår, er på ingen måde nyt. I hvert fald siden Første Verdenskrig, hvor mange soldater oplevede ’granatchok’, har det været velkendt. I dag taler man om psykiske eftervirkninger og posttraumatisk stressforstyrrelse (ptsd). Lidelser, der ikke medfører blødning og typisk ikke kan ses direkte, men som kan være invaliderende og endda selvforstærkende, hvis de ikke bliver behandlet.

Alligevel overlader staten stadig i alt for høj grad ofre for terror og andre ekstraordinære begivenheder såsom skyderiet i Field’s sidste år til sig selv. Som Politiken har afdækket i de senere dage, er øjenvidnerne til tragedien i Field’s efter den første akutte krisehjælp blevet svigtet og overladt til sig selv. Der har ikke været nogen systematisk opfølgning; det har været op til de enkelte øjenvidner at søge psykologhjælp.