For to et halvt år siden var Det Konservative Folkeparti det største parti i blå blok. I dag virker det næsten som et fatamorgana i tilbageblik, at partiformand Søren Pape Poulsen i ramme alvor så sig selv som statsministerkandidat og troede, at klima- og velfærdskriserne i første omgang kunne løses med en bred bølge af skattelettelser.

Var det Søren Pape Poulsens fortjeneste, at de konservative fik selvtillid og fremgang i meningsmålingerne, er nedturen også hans ansvar. Siden seneste folketingsvalg er intern kritik af den konservative ledelse nærmest blevet et obligatorisk fjerde led i partimantraet om Gud, konge og fædreland. Tidligere ministre skælder ud, partikoryfæer melder sig ud og smækker med mahognidørene, og der er uro i både Europa-Parlamentet og i baglandet.