Det er i nødens stund, at de sande venner skal kendes. Det gælder på det personlige plan, men det gælder også på det samfundsmæssige plan – især i en velfærdsstat som den danske. Og få kriser er værre, end at ens barn får konstateret kræft. Det er et chok og en ulykke af ubeskrivelige dimensioner, også selv om flere og flere børn lykkeligvis overlever den dystre diagnose. Det er for de flestes vedkommende begyndelsen på en lang rejse ind i sundhedsvæsnet med kemoterapi, operationer og strålebehandling. Det er selvsagt hårdest for de syge børn, men det er også ekstremt psykisk krævende for deres forældre.

Derfor er det mildt sagt bizart, at Rigshospitalet nu har besluttet at spare psykologhjælpen til forældre til kræftramte børn væk. Vel er der stadig støtte til forældre til decideret døende børn, men at der i et så rigt samfund som det danske ikke kan findes 3,3 millioner kroner – som besparelsen årligt beløber sig til – til at række en hjælpende hånd til forældre, som står i det, der for de fleste givetvis er deres livs værste krise, er forstemmende.