Det er let at latterliggøre Eurovisions årlige melodigrandprix. Det er kitschet, kikset, lidt for langt og mildt sagt musikalt ujævnt. Alt sammen sandt. Men som denne uges finale til overmål viste, er den legendariske sangkonkurrence også et vigtigt barometer over stemningen i Europa. De konflikter, der splitter os, de temaer, der optager os, og de tendenser, der påvirker os.
I år skulle man ikke have luppen frem for at finde splittelserne – Gaza-krigen overskyggede alt, og selv om Eurovisions teknologi maskerede buh-råbene i salen under showet for seerne, var konflikten tydelig. Der var drama under prøverne, drama ude på gaden og drama i salen. Men krigen er splittende, den er voldsom, den gennemsyrer faktisk alt – det ville have været sært og næsten bekymrende om en sang, der oprindelig handlede om terrorangrebet 7. oktober fra en krigsførende nation, ikke blev kontroversiel. Splittelsen rakte hele vejen til pointgivningen, hvor der var en afgrund mellem de relativt få point, de professionelle nationale juryer gav Israel, og den store opbakning, sangen fik fra seerne, der kårede den som nummer to.
