I det tyvende århundrede hyldede vi i Danmark forestillingen om det frigjorte individ, som oplyst og opmuntret af kunst og kultur kastede undertrykkende normer af sig. Den kulturradikale drøm, som fik ny næring af tressernes antiautoritære oprør, lever stadig, frigørelse går ikke af mode, men der var noget, vi glemte i frihedsrusen, og det var naturen. Den har lidt i et omfang, så man i 2024 skal være heldig for at støde på en død sild ved de danske strande, for der er slet ingen fisk, der kan dø i de kystnære farvande, hvor fedtemøget på grund af landbrugets kvælstofforurening nu breder sig. ’Gylle, som altid kommer, øv for den danske sommer’! Det er derfor, det haster med den grønne omstilling, som ikke skal være sådan en sød lille en af slagsen, men en dybtgående ændring af samfundet og den måde, vi tænker os selv i det.

Engang var det nødvendigt at være kulturradikal. Nu er man nødt til at være naturradikal