Ytringsfriheden må styrkes og forsvares

Min tale fra Trykkefrihedsselskabets arrangement om ytringsfrihed

Simon Emil Ammitzbøll

Jeg er glad for at kunne få lov til at dele mine tanker om ytringsfrihed med jer, fordi de borgerlige frihedsrettigheder – og da særligt ytringsfriheden – altid har været noget af det, der har interesseret mig allermest i mit politiske virke.

Nogle gange synes jeg, at debatten om ytringsfrihed bliver lidt historieløs. Som om begrænsning af ytringsfriheden bare er noget, som nogle tosser – primært jer her i Trykkefrihedsselskabet – på opportunistisk vis har opfundet som problem i kølvandet på Muhammed-tegningerne.

Sådan er det selvfølgelig ikke.

På søndag bliver de årlige Oscars delt ud i Hollywood. I kategorien udenlandske film er Danmark som bekendt repræsenteret med Nikolaj Arcels ”En kongelig affære” om Struensees gerninger og fald.

I filmen ser man de flyveblade og smædeskrifter, som Struensee selv måtte kæmpe med, efter han afskaffede censuren i Danmark. Ja, de ægte dokumenter befinder sig faktisk kun omkring 55 meter fra os lige nu – i Teatermuseet på Ridebanen. Museet har nemlig i øjeblikket har en spændende udstilling om netop Struensee.

Som bekendt fik smædeskrifterne Struensee til at genindføre censuren, men ikke lang tid efter blev den heldigvis afskaffet igen.

Så ja – i Danmark har vi ytringsfrihed og ingen formel censur.

Men selvcensur, det har vi! Og begrænsninger af ytringsfriheden, det har vi. Og angreb på ytringsfriheden. Det har vi også.

Vi har op gennem historien kæmpet med alle disse ting. Og vi må og skal stadig kæmpe.

Da Lars Hedegaard tirsdag den 5. februar blev forsøgt dræbt, kom reaktionerne herinde fra Christiansborg prompte. Over hele det politiske spektrum tog man afstand fra hændelsen. Store ord om demokrati, åbenhed og ytringsfrihed strømmede ud af munden på snart sagt hver eneste politiker i landet. Det manglede da også bare.

Alligevel er billedet forkert.

For hvor var de samme politikere, da Liberal Alliance i maj sidste år havde et beslutningsforslag i folketingssalen om at styrke ytringsfriheden ved at afskaffe blasfemiparagraffen og skære racismeparagraffen ned til et minimum? Hvorfor bliver ord ikke fulgt af handling?

At fjerne de lovmæssige barrierer for, hvad man kan sige uden at blive straffet, er enormt vigtigt. Men det er selvfølgelig ikke nok. Hvis vi for alvor vil sikre ytringsfriheden, må vi også straffe dem, der forsøger at knægte den. Og vi må straffe dem hårdere end i dag.

Hvis der er tale om udlændinge, skal de udvises. Og udlændinge, som modarbejder vores demokrati, skal ikke have lov til at få statsborgerskab.

Det er Liberal Alliances forslag, men det er forslag, der burde være bred enighed om i Folketinget. Som vi burde kunne stå sammen om – skulder ved skulder.

For hvor mange drabsforsøg og terrorhandlinger skal der til, før alvoren går op for det politiske establishment?

Lars Hedegaard har selv været inde på problemet. Han har skoset det brede flertal af partier for ikke at tage truslerne mod ytringsfriheden alvorligt, men han har samtidig rost Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for vores kamp for ytringsfrihed.

Jeg takker for de pæne ord, men jeg vil også opfordre Trykkefrihedsselskabet til at se lidt indad.

I skal blive bedre til at kæmpe for ytringsfriheden for dem, som I er uenige med. Og I skal blive bedre til at kæmpe for ytringsfriheden i sager, der ikke handler om islam. Ellers risikerer I at gøre ytringsfriheden en bjørnetjeneste.

Alle fortjener at blive taget alvorligt, når deres ytringsfrihed er truet.

Og alle former for magt – politisk magt, religiøs magt og økonomisk magt – kan og skal udsættes for kritik.

Styrken af et demokrati kan måles på styrken af ytringsfriheden og den åbne kritik af magten.

Der må aldrig være nogen eller noget, der går fri.

Her i Trykkefrihedsselskabet gør I jo jeres for, at netop islam ikke går fri. Og I gør det grundigt! Nogle gange endda med så stort eftertryk, at selve ytringsfriheden faktisk træder i baggrunden.

Og det er dét, jeg mener, når jeg siger, at I skal blive bedre til at kæmpe for ytringsfriheden for dem, I er uenige med. Og i sager, der ikke handler om islam. At ytringsfrihed som frihedsrettighed og som demokratisk grundpille er vigtigere end islamkritik i sig selv. Selvom Islam selvfølgelig skal kritiseres.

For ja, islam skal have kritik. Men der er trods alt andet i verden end islam og muslimer.

Korruption, svindel, højre og venstreorienteret ekstremisme, men også medier, myndigheder og Folketingets partier. Ja, alle må tåle kritik

Det gælder også kristendommen. Og særligt i andre lande får Jesus sig en gang i mellem en tur i den kritiske karrusel.

Det skete for eksempel, da den britiske forfatter Philip Pullman for et par år siden udgav den kristendomskritiske bog ”Det gode menneske Jesus og skurken Kristus”. Han svarede sine kritikere således:

”Det var chokerende at sige, og jeg vidste, at det var chokerende at sige. Men ingen har ret til at leve sit liv uden at blive chokeret. Ingen har ret til at leve sit liv uden at blive fornærmet. Du behøver ikke at læse denne bog. Du behøver ikke at åbne den. Og hvis du alligevel åbner den og læser den, behøver du ikke at kunne lide den. Og hvis du læser den, og du ikke kan lide den, behøver du ikke at holde kæft. Du kan skrive til mig, du kan brokke dig, du kan skrive til forlæggeren, du kan skrive til aviserne, du kan skrive din egen bog. Du kan gøre alle disse ting, men dér stopper dine rettigheder. Ingen har ret til at forhindre mig i at skrive denne bog. Ingen har ret til at forhindre den i at blive udgivet, solgt, købt eller læst.”

Ja, sådan må det være. Kritik og modkritik. Svar og gensvar. Hårde ord den ene vej og hårde ord den anden vej. Sådan er en fri politisk debat! Og det skal vi ikke skamme os over, men være stolte af.

Jeg er ikke medlem af Trykkefrihedsselskabet. Jeg deler, som sagt, ikke jeres synspunkter, når det kommer til den vidtgående islamkritik, som vel må siges at være jeres hovednummer.

Men jeg deler jeres optagethed af ytringsfriheden. Og jeg deler jeres bekymring over de aktuelle angreb på ytringsfriheden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kender endnu ikke baggrunden for attentatet mod Lars Hedegaard. Men viser hændelsen sig at være politisk motiveret, så er det i hvert fald ikke første gang, vi må sande, at det også i Danmark her i det nye årtusinde kan være særdeles farligt at ytre sig.

Bare tænk på Kurt Westergaard. Tænk på Flemming Rose. Tænk på alle medarbejderne i JP/Politikens Hus. Tænk på Naser Khader, som også er her i dag.

Vi må ikke bilde os selv ind, at den slags voldsomme hændelser og trusler ikke betyder noget i et bredere perspektiv. For selvfølgelig betyder det noget. Og selvfølgelig giver det næring til selvcensuren.

I 2006 fortalte Bertel Haarder, som også er her i dag og som dengang var undervisningsminister, helt åbent at han var begyndt at udøve selvcensur. På grund af al den ballade, vold og trusler, som Muhammed-tegningerne førte med sig. Han var simpelthen bange for at sige noget, som ville gøre nogen så vrede, at hans hverdag pludselig skulle fyldes med trusler og politibeskyttelse.

Mange af os politikere blev selvfølgelig spurgt, hvad vi mente om Bertel Haarders selvcensur. Min daværende partifælle, Morten Østergaard, var en af dem, der fik spørgsmålet. Han svarede:

”At Bertel Haarder gør sig overvejelser om sine formuleringer, så han ikke sårer andre mennesker, er et skridt til det bedre. For han optrådte meget firkantet, da han var integrationsminister.”

”Et skridt til det bedre”… Dét var simpelthen Morten Østergaards reaktion på en kendt ministers selvcensur!

Uanset hvor uenige vi end er som politikere, som debattører, som mennesker, så kan det aldrig – aldrig! – være positivt, at et menneske føler sig nødsaget til at lægge bånd på sig selv og lade være med at sige ting, som han eller hun mener.

Og det gælder selvfølgelig uanset den enkeltes holdninger. Hvis vi først begynder at tage smagsmæssig stilling til de enkelte udsagn og dermed gradbøje, hvornår selvcensur er mere eller mindre slem – eller måske endda positiv! – så bevæger vi os ud på en meget farlig glidebane.

Morten Østergaard synes åbenbart, at det, at man i hans øjne ”optræder firkantet”, er nok til at gøre selvcensur til noget positivt. Jamen, altså! Ligger det ikke i en politikers metier at være lidt firkantet en gang i mellem? Og kan Det Radikale Venstre se sig helt fri for engang i mellem at være lidt firkantet?

Så er der desværre også nogle, der udspinder teorier om, at det kan være, at Lars Hedegaard med sine udtalelser selv har sat sig i en sårbar situation. Ja, næsten er medskyldig i attentatet på sig selv.

Det er helt utilstedeligt! Men vi ser det desværre ofte. Tænk bare tilbage på Anders Breiviks massemord på unge socialdemokrater i Norge. Også dér var der tanker fremme om, at det norske Arbejderparti med deres slappe udlændingepolitik nærmest selv havde skabt Breivik. Usmageligt. Og ynkeligt!

Skylden for politisk vold kan ALENE lægges på skuldrene af dem, der udøver volden eller opfordrer til den. Ingen andre.

At bruge sin ytringsfrihed – uanset om man er norsk socialdemokrat, eller man er medlem af Trykkefrihedsselskabet – kan aldrig, hverken direkte eller indirekte, gøre én medskyldig i de forbrydelser, som andre begår mod én.

Vold, trusler og mord begået mod mennesker, der alene bruger deres ytringsfrihed, er ikke bare forkert og afskyeligt over for de mennesker, det går ud over. Det er også forkert og afskyeligt over for hele samfundet.

Vores demokrati netop bygger på den frie debat, på den frie stillingtagen, på det frie ord. Når dén frihed svækkes, så svækkes demokratiet også. Anderledes kan det ikke være.

John Stuart Mill siger i ”Om friheden”, at man som samfund kun må begrænse et menneskes frie udfoldelser mod dets vilje, hvis det er for at forhindre det i at skade andre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var netop de ord, der rungede i mit baghoved, da jeg sidste år fremlagde Liberal Alliances beslutningsforslag om at afskaffe blasfemiparagraffen og ændre racismeparagraffen.

Jeg håber, at den verserende debat om ytringsfriheden, som i disse dage er særlig aktuel og særlig vigtig, vil få de andre politiske partier til at forstå, at gode hensigter og fine ord ikke gør det alene.

Selvfølgelig kan vi ikke løse alt. Men vi kan gøre noget.

Og der skal handling til!

Tak for ordet!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce