Når jeg bliver inviteret til at tale for kommunalt ansatte, frivillige, sociale foreninger eller andre med interesse i socialpolitik, uddannelse og folkestyre, kommer jeg tit med følgende observation:
Danmark har en myriade af lilleskoler, privatskoler, efterskoler, højskoler, friskoler og andre selvejende institutioner. Det er mig bekendt en relativt unik situation. For halvandet hundrede år siden havde vi en særdeles aktiv stand af bondemænd og husmænd, der gik sammen og byggede skoler efter deres eget livssyn. De fik fra 1855 en udstrakt grad af frihed til at undervise og tilrettelægge pædagogikken ud fra det værdisæt, man havde lige præcis her.
