Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det passer ikke, at flere flygtninge truer vores velfærd

Der er ingen modsætning overhovedet mellem stærke velfærdssamfund og endda ret store flygtningegrupper, hvis man bare fører rød politik.

Brian Esbensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En ny myte er ved at få rodfæste på den danske centrumvenstrefløj særligt hos socialdemokraterne.

Den bliver præsenteret som et faktum, når bl.a. partileder Mette Frederiksen (MF) skal forklare, hvorfor S er rykket så langt til højre, at forskellen på hendes parti og DF på det værdipolitiske område efterhånden er akademisk.

Det danske velfærdssamfund skal beskyttes, lyder argumentet, og derfor må grænserne lukkes.

Kan man leve med, at flere flygtninge kommer til at lide tilpas langt væk fra Danmark og/eller drukne i Middelhavet i et desperat forsøg på at undslippe uhyrlighederne i konfliktområdet, kunne man antage den holdning, at argumentet udover denne etiske 'detalje' er validt nok.

Men det er det ikke, og slet ikke hvis man fører en rød økonomisk politik, som man lidt naivt kan håbe på, at i hvert fald nogle socialdemokrater stadig har som målsætning.

LÆS NYHED

For det første kan man henvise til historiske fakta: Som andre kommentatorer har bemærket, så modtog vi i midt-halvfemserne, hvor den økonomiske situationen var væsentligt mere ustabil end nu, ligeså mange flygtninge, uden at det havde nogle negative konsekvenser for velfærdsstaten; overhovedet.

Der kunne debatten egentlig stoppe, men da myten bliver brugt til at dække over de nedskæringer og indhuk, som socialdemokraterne selv har foretaget i velfærden, kan punktummet desværre ikke sættes her.

Sagen er nemlig, at samfundets svageste rent faktisk oplever stadig flere og flere forringelser. Det har bare intet med antallet af flygtninge i landet at gøre.

Selv hvis vi antog, at antallet af flygtninge var langt større, f.eks. 50.000, er der stadig tale om beløb, som ikke truer noget som helst

Da socialdemokraterne, med MF som fremtrædende minister, havde regeringsmagten fra 2011 til 2015, førte de en social- og arbejdsmarkedspolitik, der var så blå, at Venstres Claus Hjort Frederiksen i en konkret sammenhæng i 2013 ytrede, at han ikke ville have turdet gennemføre noget tilsvarende.

METTE FREDERIKSEN

Man forringede forholdende for de offentligt ansatte; man lavede flere blå finanslovsaftaler, selvom der var rødt flertal; man gav topskattelettelser til de velhavende; man gav afgiftslettelser til erhvervslivet, og man skar markant i både SU'en, kontanthjælpen og dagpengene.

Resultatet kan vi se sort på hvidt, uligheden er steget. De rige er blevet rigere, og de fattige fattigere, bl.a. som følge af den politik som MF og socialdemokraterne har ført.

Med andre ord: Først forringer man systematisk forholdene for de dårligst stillede og belønner eliten for så at pege på den måske svageste gruppe af alle, flygtningene, som skurkene. Det er simpelthen så usympatisk og nederdrægtigt som det kan blive.

Det var nødvendigt at føre den økonomiske politik, som man gjorde, lød argumentet løbende fra SR(SF)-regeringen. Og nu er det så 'nødvendigt' at føre den flygtningepolitik, som man sammen med højrefløjen fører, siger de i socialdemokratiet.

Men det var løgn dengang, og det er løgn nu. Politiske valg beror på ideologi og den optik, man ser verden igennem, og ikke på 'nødvendighed' eller naturvidenskab.

Som samfund har vi aldrig været rigere. I løbet af 2015 slog det danske aktieindeks sin hidtidige rekord nærmest ugentlig. De store danske koncerner skovler penge ind og præsterer det end rekordoverskud efter det andet. I det senest tilgængelige regnskabsår (2014) havde en enkelt virksomhed, Novo Nordisk, et overskud på 34 (!) milliarder kroner.

Danmarks 100 største formuer er ifølge business.dk i 2015 steget med 15 procent til 498 milliarder. En undersøgelse fra 2013 konkluderede endvidere, at velhavende danske statsborgere har omkring 100-150 milliarder gemt i skattely.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For at sætte de tal i perspektiv kan man f.eks. se på, hvad man anslår merudgifterne til flygtninge til, som – skal vi tro vores politikere – er helt ekstraordinere og truer vores velfærd.

MAGASINET

På et samråd i Folketingets Finansudvalg i november 2015, altså for få måneder siden, kunne landets finansminister oplyse, at man forventede cirka 10.000 flere flygtninge end først estimeret; en opjustering fra 15.000 til 25.000. Merudgifterne forventede ministeren ville beløbe sig til omkring 1.8 milliard, og tilføjede at det i øvrigt var regeringens skøn, »at et højere antal asylansøgere ikke vil påvirke finansloven for 2016, fordi de udgifter vil modregnes i udviklingsbistanden«.

Det er de proportioner, vi taler om. Pebernødder, som vi i øvrigt er så fine at lade verdens fattige betale over udviklingsbistanden.

Det er altså en myte, for ikke at sige direkte løgn, at flere flygtninge på nogen måde truer vores velfærd. Selv hvis vi antog, at antallet var langt større, f.eks. 50.000, og at udgifterne hertil blev finansieret over finansloven (og ikke via ulandspengene), er der stadig tale om beløb, som ikke truer noget som helst.

Skulle der i en teoretisk situation være brug for f.eks. 10 eller 20 milliarder mere, så er der rigelig råderum til klassisk socialdemokratisk omfordelingspolitik. Vi taler om justeringer på promiller, hvis vi bad samfundets rigeste om at betale.

Det har førhen været kernen i den socialdemokratiske samfundsmodel at tage pengene, der hvor de var, men da man nu i stor udstrækning af 'nødvendighed', har droppet den tilgang, bliver det naturligvis en udfordring at finde selv relativt små beløb i det nationale budget.

POLITIKEN MENER

Nu er man blevet så gode venner med erhvervslivet og den økonomiske elite, at man forsøger at bilde underklassen og den udsatte lavere middelklasse ind, at deres velfærd er truet på grund af andre mennesker fra under- og middelklassen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det har været de borgerliges yndlingsredskab i århundrede, splittelse blandt samfundets udsatte grupper, men at socialdemokraterne, for at fjerne fokus fra deres egne velfærdsforringelser, er sunket ned til det niveau, hvor de deltager i det spil er virkelig sørgeligt.

Vi er et af verdens rigeste samfund, og hvis socialdemokraterne har et ønske om, at vælgerne skal genfinde tilliden til deres projekt, kunne de passende starte med at ophæve fredningen af den økonomiske elite i stedet for at fremme myter og splittelse.

Der er ingen modsætning overhovedet mellem stærke velfærdssamfund og endda ret store flygtningegrupper, hvis man bare fører rød politik. På den korte bane kan en smule mere omfordeling afhjælpe den forbigående udgiftsstigning, og på den længere bane løser 'problemet' sig selv: Flere borgere betyder større efterspørgsel og dermed en stærkere økonomi.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden