Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Søren Sofus Wichmann
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor mange jordkloder tror Venstre, vi har?

Den nye Venstre-regering lover grøn realisme, tilsyneladende bygget på en virkelighed med flere jordkloder og et tidsperspektiv på et par finanslove.

Søren Sofus Wichmann
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Grøn realisme« er mantraet i de 465 ord, som regeringsgrundlaget bruger på at formulere sin miljø- og klimapolitik.

Realisme er godt, ikke? Det lyder positivt, så positivt, at det er meget tæt på at være tømt for mening. Jeg mener: Hvem vil have en urealistisk miljøpolitik? Jeg vil godt, hvis det er Venstres virkelighed, der er udgangspunktet.

»Regeringens klima- og energipolitik bygger på grøn realisme. Det betyder, at der skal være sammenhæng mellem målene i energipolitikken og de midler, vi har til rådighed.

Den grønne omstilling skal ske på en måde, som er fornuftig set i forhold til udviklingen i Danmark og verden omkring os« - står der i regeringsgrundlaget.

Det lyder da rigtig godt! Sammenhæng mellem målene i energipolitikken og de midler, vi har til rådighed, betyder vel, at man tager de økonomer og andre kloge hoveder alvorligt, der siger, at det er NU vi skal rykke, hvis vi skal nå at gøre noget ved den globale opvarmning, at det KUN bliver dyrere jo længere vi venter.

I højrefløjens verden er det enten fornuftigt at bruge vores eneste jordklodes forsvindende ressourcer på at producere endnu mere menneskefedt samt endnu flere ting, vi ikke rigtig er glade for alligevel, ellers lever de ganske enkelt i en virkelighed med flere jordkloder

At satse på den grønne omstilling er selvfølgelig det »fornuftige set i forhold til udviklingen i Danmark og verden omkring os«.

Så længe der kun er én jordklode kommer omstillingen under alle omstændigheder. Vi kan vælge den hårde eller den mindre hårde måde, afhængig af om vi nu fører en realistisk klima- og miljøpolitik og sørger for at sætte de kæmpe store samfundsændringer i gang med det samme. Hvis det er nogen, der ligger inde med viden og midler til at gøre noget fornuftigt, er det os danskere. Det virker realistisk.

I Gyldendals Den Store Danske er realisme defineret som et »virkelighedsstandpunkt; holdning eller anskuelse, der bygger på kendsgerninger«. Det er vel svært at være uenig i, når det gælder politik. Et standpunkt, der bygger på kendsgerninger.

Hvor får vi kendsgerninger om klodens tilstand fra? Som oftest fra forskere fra forskellige discipliner, der undersøger, hvordan kloden har det, og hvordan den påvirkes af os menneskers måder at leve på.

Det kan være alt fra biologer, geografer til økonomer, ja sågar filosoffer, der fremdrager kendsgerninger. Når vel kendsgerningerne er kommunikerede til politikerne og os andre lægmænd, kan vi alligevel komme med dybt forskellige konklusioner.

Problemet opstår altså, når det viser sig, at det kan være svært at blive enig i hvilke kendsgerninger, vi skal bygge vores anskuelse på, og hvor stor vægt de enkelte kendsgerninger skal have.

For at kendsgerningerne overhovedet skal blive interessante, må vi også synes, at der er noget ved det der billige skidt, de kalder miljøet, klimaet eller klodens tilstand. Vi må have en værdi om, at det er godt at passe på miljøet og klimaet. Den værdi findes hos mange mennesker, men selvfølgelig i radikalt forskellige udgaver.

Regeringen har den værdi: De skriver, at de vil: »give natur og miljø videre til de kommende generationer i god stand«. Idealet er altså at passe godt på naturen og miljøet, men altså på en måde der bygger på virkelige kendsgerninger.

Nu kender vi ikke den ny klima- og miljøpolitik i detaljer endnu, men det lille vi kender er nok til at give mistanke om at Venstre og resten af højrefløjen lever i en ret syret virkelighed:

Det er realistisk kun at tænke et par år frem. På trods af at vi har at gøre med en problematik, der vil forfølge os i generationer fremad, er det åbenbart realistisk at satse på, at klimaindsatsen skal kunne betale sig på den korte bane.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor er Venstres bud på et fremtidigt samfund at fokusere på, at »Danmark indfrier sine internationale klimaforpligtelser på en omkostningseffektiv og markedsbaseret måde«.

Det vil sige at vi skal redde klimaet, men det må ikke stå i vejen for vores desperate pisken løs på det skindøde åg, der hedder vækstøkonomi. Det vil regeringen gøre gennem skattelettelser til de rige og ved at forlange at alle andre skal løbe endnu hurtigere end vi gør nu.

I højrefløjens verden er det enten fornuftigt at bruge vores eneste jordklodes forsvindende ressourcer på at producere endnu mere menneskefedt samt endnu flere ting, vi ikke rigtig er glade for alligevel, ellers lever de ganske enkelt i en virkelighed med flere jordkloder.

I Venstres verden er det realistisk, at i samme væksts hellige navn at give de stakkels gældsplagede landmænd mulighed for at hælde endnu mere gødning og sprøjtemidler på markerne for en kortsigtet profit. I andres virkelighed fylder det lidt mere, at vi skal betale prisen i både havmiljø, grundvand og så videre.

I regeringens verden er det fornuftigt at bygge på vores fredede kystlinie, men i deres virkelighed er der måske masser af den slags uberørt natur? Måske på jord nummer to, tre eller fire? Mest miljø for pengene ser meget forskelligt ud afhængig af om ens virkelighed har en tidshorisont på 1 eller 100 finanslovsår og ikke mindst om ens verdensbillede omfatter 1 eller 100 jordkloder, som vi kan bruge løs af.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden