Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Thomas Søbirk Petersen

Kære konfirmander, er det virkelig rimeligt, at Folkekirken har særstatus i Danmark?

Måske kan mere religionslighed i Danmark skabe mindre religiøs radikalisering.

Thomas Søbirk Petersen

Jeg er placeret i min tremmeseng. Og som en fængselsindsat der rusker tremmer, ser jeg samtidigt med store øjne på min far, der ligge på knæ foran min lille seng. Han har foldet sine store hænder og er klar til at bede til Gud.

Jeg prøver også at folde mine hænder, men da jeg kun er 18 måneder gammel, er det for svær en opgave. Så jeg nøjes med at ruske videre og ser ind i hans varme øjne. Han kigger op på mig, og med sin rolige og behagelige stemme fremsiger han »Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, … Amen«.

Det var hyggeligt at bede fadervor sammen med min far, men i dag er jeg ateist, elsker min kristne far og anerkender at religion er en vigtig bestanddel i mange menneskers liv.

Men hvis det er sandt, at religion er vigtigt for mange mennesker, rejser det følgende spørgsmål, som vi - årstiden taget i betragtning - kan rette til årets konfirmander: Hvis der er sandt, at det er vigtigt for mange mennesker at leve i overensstemmelse med deres religion, er det så rimeligt, at den danske stat primært støtter den evangelisk-lutherske variant af kristendommen og dermed giver vores såkaldte Folkekirke en særstatus? En særstatus hvad f.eks. angår økonomisk støtte til vedligeholdelse og bygning af kirker og til præsternes teologiske uddannelse på nogle af landets universiteter, til kirkeministeriet etc. Men også en særstatus i Folkeskolen, hvor der bliver undervist i kristendomskundskab, og hvor konfirmationsforberedelserne ofte får lov at foregå i skoletiden.

Det er indlysende, at vi skal værne om værdier, der kan være med til at skabe f.eks. sammenhængskraft i vores samfund

Men igen, er denne særstatus eller ulighed mellem forskellige trosretninger etisk forsvarlig?

PRÆST

Et centralt argument, som ofte bliver fremført til fordel for religionsulighed i Danmark, er følgende: Den danske stat bør yde særlig støtte til Folkekirken, da den er et vigtigt instrument i bestræbelserne på at værne om vores fælles kristne kulturarv. En kulturarv, som flere vil mene, er kendetegnet ved at indeholde særligt værdifulde elementer og værdier som f.eks. historisk identitet, sammenhængskraft, tolerance og næstekærlighed.

Det er indlysende, at vi skal værne om værdier, der kan være med til at skabe f.eks. sammenhængskraft i vores samfund. Men det er uklart, hvorfor netop religionsulighed er den rette vej til at nå målet om tolerance, næstekærlighed og sammenhængskraft.

Forestil dig, at staten er at betragte som et forældrepar. Og at de forskellige trosretninger er at betragte som statens børn. Så vil situationen i Danmark være at sammenligne med en situation, hvor et forældrepar, der f.eks. har fire børn, giver særstatus til en udvalgt majoritet af disse børn. Lad os sige, at tre af børnene får mere økonomisk støtte, bliver hørt lidt mere, bliver betragtet som mere værdifulde, får finansieret en bedre uddannelse end det fjerde barn etc.

Der er mange værktøjer, vi kan og bør anvende i kampen mod radikalisering og terror

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I lyset af denne forskelsbehandling kan vi let forstå, at det barn, der bliver tilsidesat, godt kan føle sig stigmatiseret og kan være vred på sine søskende og på far og mor. Det fjerde barn vil opleve, at tolerance, næstekærlighed og sammenhængskraft er fordelt ulige.

Hvis der er noget sandt i denne analogi, og vi samtidig ønsker at modvirke den vrede og stigmatisering, som er radikaliseringens og dermed terrorens sædekorn, kan det derfor – blandt mange andre tiltag i bestræbelserne på at undgå radikalisering - være en god ide, hvis staten støtter alle trosretninger og dermed alle landsmænd mere ligeligt.

POUL AARØE PEDERSEN

Mit forslag er, at staten f.eks. også finansierer og administrerer vedligeholdelse og bygning af muslimske moskeer, jødiske synagoger og katolske kirker og at uddannelsen af alle typer præster, rabbinere, imamer etc. bliver tilknyttet en statslig autorisation og akkreditering.

En del af statstilknytningen kan f.eks. foregå ved, at staten administrerer en differentieret kirkeskat. Det vil sige en skat, hvor f.eks. kristen betaler til Folkekirken eller den Katolske kirke, hvor Asa-troende betaler til Asa-samfundet, ateister til det ateistiske samfund etc.

En anden del kan, som nævnt, være, at staten rykker uddannelse af f.eks. præster og imamer tættere på sig og på den måde får mere indsigt i og kan bedre styre, hvordan de bliver uddannet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er mange værktøjer, vi kan og bør anvende i kampen mod radikalisering og terror. Men i øjeblikket synes der at være tale om et tunnelsyn, når landets politikere leder efter den rette medicin. Fokus er primært på forskellige former for sanktion. Straf for f.eks. at rejse til Syrien, straf for hadefulde ytringer, indrejseforbud til personer, der opfordrer til had og krig.

Men selv om disse tiltag nok også er udtryk for et ønske om at gøre noget, der virker på den korte bane, kan disse tiltag ikke stå alene. Vi må også fokusere på forebyggelse. At lade centrale trosretninger få den samme statstilknytning kan være en måde at forebygge radikalisering på. At bevare status quo i Danmark er det samme som at hylde religionsuligheden. En ulighed, som kan skade os alle og være med til at cementere kløften mellem medlemmer af en særlig variant af kristendommen og alle andre tænkende og troende mennesker.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden