Det må være en mærkesag for alle socialister, at flest muligt er i arbejde og færrest muligt på passiv forsørgelse. At de fleste har et meningsfuldt arbejde, kan grine med gode kolleger, får løn ind på kontoen den første i måneden – og kan bidrage til vores fælles velfærd med skattebetalingen.
Det gør ondt i maven at høre historien om den unge arbejdsløse, der aldrig kom med på vognen. Mønsterstudenten som dropper ud på grund af en mild depression, men aldrig får gjort sin uddannelse færdig. Eller den midaldrende fyrede industriarbejder, der ikke fik mulighed for efteruddannelse og bare blev til overs.



























