Dette indlæg om forholdene for studerende blev bragt i Politiken i går - men jeg ligger det her på bloggen til debat
/Johanne Alle er gode til et eller andet. Det motto gælder uden tvivl også for langt de fleste af regeringens medlemmer, men uddannelsespolitik er ikke en af deres spidskompetencer, og tusindvis af unge lider p.t. under inkompetent og uambitiøs politisk ledelse. Konsekvenserne er ikke til at tage fejl af: på trods af regeringens konstante prædiken om uddannelse i verdensklasse er andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse, faldet til 80 procent. I den sidste uges tid har jeg og fem andre unge kørt landevejene tynde for at besøge gymnasier og erhvervsuddannelser rundt omkring i landet. Med os har vi en rødlakeret ønske-kasse med dertilhørende idé- og brokkesedler, hvor eleverne kan fortælle, hvad de er utilfredse med, og komme med ønsker og ideer. Øverst på stort set alle sedlerne står der Loft over klassekvotienten – der bliver klaget over små lokaler, larm i klassen og alt for lidt lærer-tid til den enkelte elev. Fra slemt til værre I 2001 nedlagde gymnasieeleverne undervisningen i protest mod en enkelt klasse med 29 elever på Nakskov gymnasium. ”En glidebane” kaldte eleverne det, troppede op på Slotspladsen i tusindvis og råbte ”Maks. 28”. Alligevel havde ingen af os, der var med dengang, forestillet os, at et politisk flertal ville tillade, at over halvdelen af de nye 1.g’er i dag starter i klasser med mere end 28 elever, og at man på enkelte skoler har holdstørrelser på den forkerte side af 35 – til lokaler, der i langt de fleste tilfælde er beregnet til 24! Det danske uddannelsessystem er sært paradoksalt. På den ene side er det et af de bedste værktøjer, vi overhovedet har, til at skabe større lighed i samfundet, og på den anden side er det i skræmmende grad med til at reproducere uligheden. Vi ved nemlig godt, hvem det er, der i første omgang falder fra. Det er de mange unge, der ikke kommer fra hjem, hvor væggene er tapetseret med bogreoler. Værst står det til på den københavnske vestegn og i yderområderne. På Lolland får 34 procent af de unge aldrig en ungdomsuddannelse, og i Brøndby er tallet helt oppe på 37 procent. Dels fordi forældrenes uddannelsesniveau generelt er lavere end i storbyerne, og dels fordi erhvervsaktiviteten er lavere, hvorfor det kniber med praktikpladserne. Det er ulykkeligt, at der ikke er politisk vilje til at udnytte uddannelsessystemets potentiale. Målet er ikke, at alle unge skal på universitetet, men det er uforskammet, at det i år 2008 skal være forældrenes baggrund, der afgør, hvilke muligheder vi har i livet. Lærernes skyld Bertel Haarder trækker på skulderen og sparker nedad: det er folkeskolens skyld! Hvis ikke man kan finde nogen andre at give skylden, kan man altid skælde ud på folkeskolelærerne. Enten er vores undervisningsminister direkte uvidende, eller også er han ligeglad med, at vi er ved at tabe en meget stor gruppe unge på gulvet. Hvis han interesserede sig bare en smule for deres fremtid, ville han vide, at f.eks. holdstørrelsen har stor betydning for, om den enkelte elev kan få den hjælp, han eller hun har brug for. Og som en konsekvens heraf ville han sikre tid og rum i ungdomsuddannelsessystemet – også til dem, der ikke diskuterer danske stile og matematiske formler over middagsbordet. Netop nu er en sprit ny årgang startet på deres ungdomsuddannelse. Spørgsmålet er så, om der er politisk vilje til at sikre, at de nye elever får de bedst tænkelige muligheder for at gennemføre – om uddannelse i verdensklasse gælder for alle.