Jeg har i dag dette indlæg om folkeskolen i papir-udgaven af Politiken, men lægger det lige her på bloggen, så der bliver mulighed for debat. /Johanne
Kæft, trit og retning - eller Rundbordspædagogik Eftersidning, bortvisning og udelukkelse fra undervisningen. Hvor absurd det end lyder, er det nye ord i dansk uddannelsespolitik ’disciplin’. Eleverne er urolige og respektløse, og det skal der sættes en stopper for. Senest har Bertel Haarder foreslået, at elever helt ned til børnehaveklassen skal kunne idømmes eftersidning eller smides ud af skolen. I kampens hede polariseres synspunkterne. Siger man disciplin, bliver man beskyldt for at være tilhænger af den kæft-trit-og-retning-pædagogik, som Haarders allernyeste ide om at smide 5-årige ud af skolen, er udtryk for. Samtidig er de, der kræver mere disciplin, ofte lynhurtige til at kalde alle andre for rundkredspædagoger. Hvad pokker dét så betyder. Anders Fogh har stadig til gode at forklare, hvorfor det er et problem at bordene står i hestesko, frem for på række. Straf skaber ikke diciplin Hvis disciplin i skolen betyder, at man lytter til hinanden, og at man respekterer den fælles indsats ved at komme til tiden, er en vis portion disciplin vældig fornuftigt. Alternativet er egoisme og social opløsning. Straf er bare ikke den rigtige metode til at lære disciplin. Og da slet ikke når der er tale om de helt små børn. Tværtimod. Her er der udelukkende brug for pædagogisk indsats, hvis skolegangen går i kludder. Det er helt ude i hampen at forvente, at børn på fem-seks år er i stand til at overskue rækkevidden af deres handlinger. Men det er ikke kun over for de små børn, at straf er en rigtig skidt ide. I virkeligheden handler denne diskussion om vores uddannelsespolitiske ambitionsniveau. For selvfølgelig kan man få de allerfleste skoleelever til at tie stille - til at indordne sig - ved at true dem med straf. ”Den sorte skole” kaldes det, og den var en realitet i Danmark for bare 50 år siden. Men kom nu, lad os stræbe højere. At gå i skole handler om at blive ført ind i fællesskabet. Ikke lukket ude fra det. Derfor skal eleverne (og lærerne) kunne se fidusen i at tale ordentligt til hinanden – for at kunne tale med hinanden. Eleverne skal kunne se fornuften i at række fingeren i vejret frem for at holde mund af frygt for konsekvenserne. Står vi af på den opgave, svigter vi et af folkeskolens helt centrale formål. Råd til bedre skole Derfor er det ikke straf og eftersidning, der er brug for, men redskaber til at give hver eneste elev den hjælp, hun eller han har brug for. Både i den enkelte undervisningstime og gennem undervisningstilbud uden for normalklassen. Vi har brug for mindre røv-til-sæde-pædagogik, så undervisningen ikke kun indrettes efter de elever, der lærer ved at sidde på den flade og kigge på tavlen. Det kræver blandt andet flere tolærerordninger og mindre ventetid på specialundervisningen. Men helt ærligt: vi bruger pt. milliarder på at give bankspekulanter statsstøtte – mon ikke vi kan finde råd til at skabe gode folkeskoler?