Jeg har idag denne klumme i den trykte udgave af Politiken. Men lægger den på bloggen til debat. /Johanne Fogh på DF's banehalvdel En entydig lovgivning mod tortur, et klart nej til diskrimination af homoseksuelle, et utvetydigt forbud mod at slå børn. Rettigheder, der af de fleste betragtes som grundlæggende i et demokrati. Alligevel hviler regeringens politiske flertal på et parti, der langtfra er enig i disse principper. Sagen om tuneseren, der ifølge PET har haft planer om at myrde tegneren Kurt Westergaard, har fyldt forsiderne de seneste uger. Pia Kjærsgaard mener, vi bør genoverveje underskrifterne på diverse internationale konventioner - angiveligt fordi det ikke er muligt at tvangshjemsende tuneseren til tortur. Samtidig taler Krarup og Langballe igen for retten til at slå sine børn. Ifølge Langballe er lussinger og endefulde udtryk for intet mindre end forældrekærlighed. Partiets unge håb, Martin Henriksen, skrev i 2006 følgende kommentar i forbindelse med æresdrabet i Slagelse: »Vi vil frydes, når mændene udleveres til tortur og forfølgelse«. Søren Krarup har kaldt homoseksuelle for handikappede, og Messerschmidt udtalte i 2004, at »... alle muslimske samfund per definition er tabersamfund«. Fætter Krarup er ikke ubetinget imod dødsstraf og har ved flere lejligheder sat spørgsmålstegn ved menneskerettighederne. Tænk hvis det var muslimer Dropper vi partinavnet og leger, at de citerede folketingsmedlemmer tilhørte en muslimsk organisation, er det ikke svært at forestille sig, hvad der ville ske. De selv samme DF-medlemmer, der har udtalt, at det er i orden at slå børn, og at menneskerettigheder er noget, man kan springe op og falde ned på, ville øjeblikkelig råbe op om islamisk fundamentalisme. Og deres kritik ville være berettiget. Foreninger, der underkender grundlæggende demokratiske rettigheder og baserer deres politik på had mod etniske, religiøse eller seksuelle mindretal, fortjener al tænkelig politisk modstand. Det kommer nok ikke bag på nogen, at Dansk Folkepartis indignation over antidemokratiske holdninger (når det gælder alt, hvad der lugter af islam) ikke rækker til selvransagelse. Men at Pia Kjærsgaards partifæller mere eller mindre kontinuerligt er på kant med grundlæggende frihedsrettigheder, synes ikke at være et egentligt problem for fruen. Hykleri er vist det rette ord. Fogh er på DFs bane Oppositionen har i parløb med anstændige borgerlige forsøgt at råbe regeringen op: Hvordan kan I lade jeres flertal hvile på et fremmedfjendsk og inhumant parti? Fogh har tørt konstateret, at Dansk Folkeparti er en forudsætning for magten - om man så kan lide det eller ej. Problemet er at Dansk Folkeparti ikke står alene med den lallende holdning til demokratiske grundprincipper såsom magtens tredeling og retten til at komme for en dommer i forbindelse med frihedsberøvelse. For samtidig med at Obama forsøger at afvikle Guantánamo, har den danske regering, som reaktion på tunesersagen, fremsat en hastelov, der gør det muligt at frihedsberøve ikke-dømte mennesker permanent. Ligegyldigheden over for grundlæggende frihedsrettigheder er altså ikke længere forbeholdt Kjærsgaard. Fogh er langt inde på DF's domæne.