I dag skal Folketinget behandle ligestillingsministerens første lovforslag, siden hun tiltrådte i november 2007. Eller sagt på en anden måde: I 13 måneder har ministeren ikke fået én eneste idé til ny lovgivning på sit ministerområde. Jeg har længe mistænkt ministeren for at have glemt, hvad hun er minister for. Da de offentligt ansatte strejkede for ligeløn, sagde hun ikke et kvæk. Hun brugte i stedet sin tid på at råbe op om dommere og tørklæder. I modsætning til ligestilling er islam nemlig noget, der interesserer ministeren. Og hun prædiker ligestilling for de danske muslimer ved enhver given lejlighed. Hendes prædiken er imidlertid banal muslimhetz, pakket ind i pæne ord. For hvis ligestilling var noget, Jespersen rent faktisk bekymrede sig om, ville hun vel have stillet bare et enkelt ligestillingspolitisk forslag i år 2008 - eller i det mindste støttet de offentligt ansattes kamp for ligeløn. Indtil nu har den feministiske fane altså udelukkende været brugt til at banke etniske minoriteter oven i hovedet med. Men nu er ministeren tilsyneladende vågnet. I dag skal Folketinget behandle et forslag, der går ud på, at organisationer skal indstille både en mand og en kvinde - begge med de rette kvalifikationer - til diverse offentlige udvalg og bestyrelser. 13 måneder er lang tid at bruge på så simpelt et forslag, men det er et skridt i den rigtige retning. Kvinder er underrepræsenteret i de offentlige udvalg, og en af årsagerne er Rip, Rap og Rup-effekten: Vi indstiller og ansætter dem, der ligner os selv. Er der i forvejen flest mænd, er der altså risiko for, at der også bliver udpeget flest mænd. Bare fordi de er mænd. Alligevel har ligestillingsministerens partifælle, Folketingets formand, Thor Pedersen, råbt vagt i gevær: Regeringen går med det forslag for langt i sin kamp for ligestilling! Han indskriver sig dermed i den mangeårige tradition, hvor alle ligestillingsfremmende initiativer skydes ned med argumenter om for megen regulering. Hans udmelding afspejler meget præcist den ligestillingspolitiske situation i regeringen: total handlingslammelse. Historien har vist os, at ligestilling ikke kommer af sig selv. Alligevel synes det netop at være regeringens udgangspunkt. Set i det lys er det ikke sært, at ministeren har svært ved at få ideer. Men kære Karen Jespersen, der er nok at tage fat på. Det er på tide, du rubber neglene og begynder at passe dit arbejde. Kniber det med ideerne, hjælper jeg gerne til. (Fra dagens papir-avis - her til debat på nettet)