0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi journalister er farveløse lejesvende

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

SIG MIG: Hvad mener du egentlig selv?
Mange journalister får stillet spørgsmålet, når de laver research, og det er også tit emnet for henvendelser til Læsernes Redaktør.
Lad os se på en af de seneste, der i første omgang blev sendt til en journalist:
»Din artikel var karakteriseret af en interessant postmoderne trend, som går ud på, at man endelig ikke mener noget eller tager stilling, men hele tiden dementerer sig selv med finurligheder og fnidder. Det er et specielt Politiken-karakteristikum – ærgerligt nok, for det er min avis. Jeg har svært ved at klare den intellektuelle fejhed, der præger avisen. Jeg mener, det er symptomer på en kulturel krise«.
Vor læser har skam en pointe. Vi tilstræber at være fair. Det fører undertiden til ’på -den -ene -og -på -den -anden -side’- artikler, hvor læserne lades rådvilde tilbage. Hvem har egentlig ret? Tror journalisten – og altså Politiken – på en kritik eller en ny rapport?
Det kan komme til at se ud, som om vi »dementerer os selv med finurligheder og fnidder«.
I nyhedsreportagen stræber vi på Politiken efter at komme så tæt på sandheden som muligt. Vi vil i videst muligt omfang skildre begivenhederne objektivt, og derfor kommer de kritiserede også til orde.
Jeg har for eksempel interviewet den højrenationale østrigske politiker Jörg Haider. Det betyder ikke, at Politiken eller jeg synes, han har ret. Men han repræsenterer en stærk og bekymrende strømning i østrigsk politik. Så i den samlede dækning af fænomenet Haider skal han naturligvis også selv til orde.
Vi nøjes ikke med at svine Haider til ved at lade alle hans kritikere komme til orde.

Men henvendelsen fik mig til at spørge: Hvad ville der ske, hvis journalisterne blandede deres egne meninger ind i nyhedsreportagen? Sådan som dansk presse gjorde i gamle dage, da aviserne var tilknyttet politiske partier. Ville de røde lejesvende så ikke bare slå til?
Der ville ikke ske noget som helst. For danske journalister er nemlig midtsøgende. Betegnelsen ’røde lejesvende’ dækker blot over en myte.
Det kan man læse i et af de første resultater af et større forskningsprojekt på Syddansk Universitet. Forskerne undersøger bl.a., hvad journalister mener, og hvordan deres private holdninger præger deres artikler og udsendelser.
De har fundet ud af, at danske journaliststuderende er mindre røde end deres jævnaldrende på samme uddannelsesniveau. 37 procent af alle danske unge med studentereksamen støtter SF og Enhedslisten. På Danmarks Journalisthøjskole (DJH) og Syddansk Universitet (SDU) er det henholdsvis 32 og 28 procent.
De har også fundet ud af, at de danske journaliststuderende både er mindre venstreorienterede end deres jævnaldrende studerende på andre uddannelser og end befolkningen som helhed. Journaliststuderende er »’markant mere midtorienterede«’ end gennemsnitsdanskeren, konkluderede professor Erik Albæk i den kronik i Jyllands-Posten, hvor han 3. oktober præsenterede nogle af resultaterne.
Det skal dog tilføjes, at de studerende på RUC, hvor der uddannes færre journalister end på DJH og SDU, ligger længere til venstre.

Men hvad så med de journalister, der skriver om politik? Dem – in casu medlemmerne af Folketingets Presseloge – har forskerne også spurgt. De er heller ikke ’røde lejesvende’.
De er måske ikke helt så begejstrede for VKO-blokken som befolkningen som helhed. 51 procent af vælgerne stemte for et år siden på regeringsflertallet. Mens kun 32 procent af de politiske journalister stemte på Venstre, konservative eller Dansk Folkeparti.
Men bare seks 6 procent af dem stemte på SF eller Enhedslisten. Det er mindre end de to partiers tilslutning ved valget og især lavt i en sammenligning med alle 30-65-årige vælgere med studentereksamen.
71 procent af de politiske journalister karakteriserer også sig selv som ’politisk midtorienterede’. Det er dobbelt så mange som i befolkningen som helhed (32 procent) og blandt 30-65-årige med gymnasiet bag sig (29 procent).
Politologerne kalder det store flertal af journalister ’afbalanceredet’. Jeg synes, ’farveløse’ eller ’tilpassedede’ er mere passende.
Så der ville altså som hovedregel ikke ske noget videre ved at lade journalisternes egen mening komme klarere til udtryk. I flok er ligger vi politisk mere på midten end danskerne som helhed.

Men både professor Erik Albæk og chefredaktør Tøger Seidenfaden ser en helt anden grund til, at moderne journalistisk ser ud, som den gør.
»Langt vigtigere end journalisternes personlige holdning er den kultur, der kollektivt opstår over tid på en nyhedsorganisation«, skrev Erik Albæk i kronikken.
»Netop«, siger Tøger Seidenfaden, der ikke kunne drømme om at spørge medarbejderne på Politiken, hvilket parti, de stemmer på.
»Det er et spørgsmål om professionalisme. Vi har her på Politiken både nedfældede regler og normer om, at vi i nyhedsjournalistikken skal være så objektive og fair, som man kan. Det er dem, medarbejderne orienterer sig efter, og sådan skal det være«.
Tilbage står så læserens kritiske mail om »’intellektuel fejhed«’.
Jeg skal da indrømme, at jeg som reporter tidligere har lagt et professionelt bånd på mig selv og ikke ladet min egen mening skinne igennem.
Der må gerne være glød og engagement i nyhedsreportagen, men ikke meninger. I dag er jeg glad for, at jeg lod være.
Jeg er også overbevist om, at er er vi journalister dygtige og grundige nok i researchen, vil artiklerne også besvare spørgsmålet: Hvem har ret?