Politiken har de seneste uger skrevet en del om Jörg og Jørn. I artiklerne om den østrigske politiker Jörg Haider blev det stort set altid nævnt, at han var stærkt højreorienteret, nationalistisk, ultranationalistisk, nazisympatisør eller lignende. I artiklerne om Hells Angels-lederen Jørn Jønke Nielsen blev det stort set aldrig nævnt, at han er dømt og straffet for mord, og at Hells Angels af politikorps verden over betragtes som en hensynsløs forbryderbande. Som Læsernes Redaktør har jeg ikke fået indvendinger mod, at vi brugte stemplet ’stærkt højreorienteret’ på Jörg Haider. Men jeg har fået en hel del mod vores artikler om Jørn Jønke Nielsen. En smagsprøve på kritikken: »Problemet med Jønke er, at han har skabt sig et ’brand’ på grund af sin forbrydelse, der i øvrigt var kynisk, planlagt og koldblodig. At medierne agerer mikrofonholdere i bedste Se og Hør-stil, synes jeg er usmageligt. At Politiken gør det, finder jeg forbløffende«. Denne læser står ikke alene. I Politiken har både Bettina Heltberg i artiklen ’Jønke-dillen’ og Henrik Jensen i mediekommentaren ’Kan man begå karaktermord på en notorisk morder’ været inde på problematikken. For slet ikke at tale om ATS, der lod ’medlemmer af AK 81 danne espalier med pumpguns på trappen foran Københavns Byret’. Det er for eksempel vendinger som »nu skal han ud at hygge sig med gutterne«, »bjørnekram« og »farvelkram til familien«. I artiklen om bandelederens løsladelse blev der brugt plads på at beskrive hans påklædning, men ikke hans meritter. Noget af det er enkelt nok. Men desværre ikke det hele. Hells Angels, rockeropgør og Jørn Jønke Nielsen er fænomener, vi skal beskrive, analysere og kommentere. Spørgsmålet er hvordan. For mens det ikke volder os problemer at huske Hitlers og Stalins forbrydelser, stort set hver gang vi omtaler de to diktatorer, og heller ikke har sparet Jörg Haider, kan vi for tiden ikke finde den rette balance, når det drejer sig om Jørn Jønke Nielsen. Jeg har som Læsernes Redaktør ingen etiske bekymringer over, at Politiken 5. oktober bragte et stort interview med lederen af den danske afdeling af Hells Angels. Jeg synes nok, der manglede et kritisk spørgsmål eller to om nødvendigheden af at være bevæbnet for at kunne gå på gaden, men også bandeledere skal have lov at fortælle, hvordan de ser på tingene. Jørn Jønke Nielsen levede i interviewet helt op til den iagttagelse, en amerikansk politimand har gjort: »De vil have os til at tro, at de er Rotary på hjul«. Mark Coronado fra Ventura i Californien har efterforsket Hells Angels i mere end 10 år og tilføjede i avisen Missoulian: »De vil fortælle dig, at de er gode, gamle drenge, der er blevet misforstået og forfulgt af ordensmagten. Men vi ved bedre«. ’Englene’ følger mediestrategien konsekvent. På hjemmesiden ’Retfærdighed for Jønke’ kan man i artiklen ’Retten til at forsvare sig’ bl.a. læse, at »vi er mange, der kender Jønke som et fornuftigt og velfungerende menneske. Han er den bedste ven, man kan få, og derfor har vi oprettet Støttekomiteen og denne hjemmeside. Vi ønsker at markere, at det myndighederne foretager sig mod vores ven, bror og familiemedlem er forkert«. Både det amerikanske FBI og dets canadiske modstykke CISC er sikre på, at Hells Angels er en motorcykelbande, hvis medlemmer i stor stil begår voldskriminalitet, narkohandel, hæleri og pengeafpresning. Derfor er det en svær journalistisk opgave at skrive om for eksempel det knivoverfald, Jørn Jønke Nielsen – sådan som sagen p.t. er skildret – blev udsat for. Han er uskyldig, indtil han er dømt. Men han er også leder af en organisation eller forening, der har en usædvanlig opfattelse af lov og ret. Det er endnu sværere at interviewe Jørn Jønke Nielsen. Han er intelligent og har indøvet sin pr- og mediestrategi til bevidstløshed. Som journalister kan vi ikke udstyre interviewet med en masse parenteser med bemærkninger som ’Her lyver han’ og ’Her lyver han igen’. Det gør vi jo heller ikke, når politikere prøver at lægge låg på en sag. Jeg mener, at vi i dækningen af komplekset Hells Angels altid skal huske, hvad denne internationale bande har gang i, og hvad bandens medlemmer i tidens løb er blevet straffet for. Vi skal være fair, men ikke empatiske for nu at bruge et af de modeord, der også har sneget sig ind i konklusionen af mentalundersøgelsen af Jørn Jønke Nielsen. På den anden side skal den løbende nyhedsdækning heller ikke udarte til en kampagne mod lederen af Hells Angels. Alverdens anklagere har regelmæssigt haft svært ved at løfte bevisbyrden i sager mod Hells Angels. Der er dog ingen tvivl om, at Jørn Jønke Nielsen med rette er dømt for mord på lederen af en rivaliserende bande. Det må også mane til eftertanke, at han flygtede til Canada – det land, der i forhold til befolkningstallet har flest Hells Angels. Jeg skal også erindre om, at Politiken i 1991 beskrev Hells Angels og alle deres gerninger i grundigt researchede artikler. De to journalister Lotte Lund og Ambro Kragh fik journalistpriser for deres afsløringer og blev chikaneret af Hells Angels. Bl.a. blev der smidt en stinkbombe ind i Lotte Lunds lejlighed. B.T. – utroligt, hvem man kan lære af – har ved en lejlighed fikst klaret sig ud af problemet ved at skrive ’Danmarks mest berømte og berygtede rocker’. Det er det mindste, Politiken også burde.