FEJDEN UDKÆMPES først og fremmest i Information, men den drejer sig om Politiken. Er May Schack inhabil, når hun som deltidsansat på forlaget Gyldendal anmelder nogle af efterårets vigtigste Gyldendaludgivelser i Politiken? Det er der – som Informations læsere, DR’s lyttere og TV 2’s seere vil vide – flere meninger om. De fleste kultur- eller litteraturredaktører på andre aviser svarer ja. Sådan en sammenblanding, siger de, ville de ikke gå med til. Politikens kultur- og opinionsredaktør Anita Bay Bundegaard og chefredaktør Tøger Seidenfaden mener derimod begge, at når cand.mag. May Schack som medredaktør af Gyldendals ’Dansk Litteraturs Historie’ er projektansat og ikke har noget at gøre med forlagets skønlitterære udgivelser, er der ikke noget habilitetsproblem. ET PAR FAKTA, INDEN jeg begynder at citere løs fra reglerne for ’Politikens journalistik og etik’, der er arbejdsgrundlaget for Læsernes Redaktør: May Schack er ganske rigtigt knyttet til Politiken som litteraturanmelder, men er ikke ansat på redaktionen. Hun har de seneste to år skrevet 66 anmeldelser. Det er 2-3 anmeldelser om måneden, så jeg vil betragte det som en fast tilknytning, selv om det ikke giver en indtægt, man kan leve af. Hun er en af flere fast tilknyttede anmeldere, der har deres hovedindkomst fra andre kilder. Nogle er forfattere, andre universitetslærere, og fælles for dem er, at de har mange arbejdsgivere og mange sponsorer. Sådan er det i hele dansk kulturliv. May Schack redigerer sammen med professor Klaus P. Mortensen ’Dansk Litteraturs Historie’ i fem bind. Værket koster i subskription 1.990 kr. – ellers må vi bogkøbere af med 500 kr. mere. Et sådant værk kan ikke laves til den pris, så Gyldendal har fået tilskud fra Augustinus Fonden og Velux Fonden. Fondstilskuddet fremgår dog ikke af forlagets præsentation af værket på hjemmesiden. De to redaktører har som projektansatte kontor på forlaget, og er også på dets interne telefonliste. Det skal tilføjes, at de to redaktører i startfasen af arbejdet med ’Dansk Litteraturs Historie’ arbejdede uden løn. May Schack orienterede for flere år siden Politikens daværende kulturredaktør Bjørn Bredal om konstruktionen, og han så ikke noget problem i den. DEN KONKRETE DEBAT drejer sig om to anmeldelser af henholdsvis Hanne-Vibeke Holsts ’Dronningeofret’ og Jens Christian Grøndahls ’Fire dage i marts’. To af Gyldendals satsninger her i efteråret anmeldt af en litterat, der også er fast tilknyttet forlaget. Kan hun det? I Politikens regler, der er lavet af chefredaktionen og min forgænger Lars Halskov, står under ’Habilitet’ bl.a.: »Alle ansatte på Politikens redaktion skal undgå sammenblanding af journalistiske arbejdsopgaver og private forhold, uanset om disse forhold er af politisk, økonomisk eller idealistisk art. Medarbejderne skal derfor afholde sig fra enhver disposition, herunder privatøkonomiske investeringer, der kan skabe tvivl om denne uafhængighed«. Så jeg tænkte straks: Nej, det kan hun ikke. Det er en sammenblanding, der skaber tvivl om hendes uafhængighed. Basta. Men så kom jeg til at tænke på virkeligheden i dansk åndsliv. Alle kender alle, mange har arbejdet for hinanden eller sammen, forlagsredaktører er gift med kulturjournalister, og forfattere skifter både forlag til at udkomme på og aviser til at anmelde i. I praksis vil det være umuligt at skaffe anmeldere, hvor der ikke kan skabes nogen som helst tvivl om deres uafhængighed. Det betyder naturligvis ikke, at der er frit slag. Reglerne om habilitet er i sin tid udformet for at komme fastansatte journalisters mange små bijob til livs. Jeg kan for eksempel huske en kollega, der skrev om energi og samtidig redigerede det husstandsomdelte blad ’El-nyt’. Jeg kan også huske en rejsejournalist, hvis kone drev et rejsebureau. Og en økonomisk journalist, der både skrev børsberetninger og spekulerede i aktier. Det er slut med bijob og sammenblanding af interesser, og det er et stort fremskridt for den uafhængige journalistik. TILBAGE TIL BOGANMELDELSERNE. Det er kultur- og litteraturredaktionens ansvar at overholde reglerne om ’Politikens journalistik og etik’, og den må manøvrere eftertænksomt i minefeltet af interesser. Det er jeg også overbevist om, at den gør. Perfekt kan det nok ikke blive. Det centrale i habilitetsbestemmelsen i Politikens regler er ordene »kan skabe tvivl«. I det omfang, vi kan gennemskue sagerne, skal vi undgå at skabe tvivl. Det drejer sig slet ikke om indholdet af May Schacks anmeldelser. Men på Politiken har vi indført regler, der går lidt på tværs af sædvanen i dansk kulturliv, og det må kulturlivet leve med. Det konkrete problem er ikke så stort. ’Dansk Litteraturs Historie’ er redigeret færdig om få måneder, og så har May Schack ikke længere job på Gyldendal. I den korte periode bør hun ikke anmelde bøger fra Gyldendal. Også i den interne debat på Politikens redaktion spiller det en rolle, at også andre aviser har ondt i habiliteten. Det er ikke vores problem. Politikens regler gælder for Politiken. For resten må man heller ikke køre over for rødt, fordi andre gør det. Jeg har noteret mig, at både Tøger Seidenfaden og Anita Bay Bundegaard synes, den konkrete diskussion er en vildmand. Sagen er under ingen omstændigheder af de større. Alligevel vil jeg opfordre redaktionsledelsen til at sejle så tæt på ånden i ’Politikens journalistik og etik’ som muligt.