ER POLITIKEN virkelig uafhængig? Hvem ejer avisen? Spørgeren var en ung kvindelig russisk journalist og stedet bestyrelsesværelset i Videnskabernes Akademi i St. Sankt Petersborg. Et pænt stort palæ lige ud til floden Neva – skråt over for Vinterpaladset. Fra alle væggene kiggede portrætter af berømte russiske videnskabsmænd stilfærdigt til. Emnet for mit oplæg var egentlig etik og privatliv, men da alle 23 deltagere i seminaret straks løftede hovederne og så interesserede på mig, gik jeg i detaljer med noget, der må forekomme russiske kolleger som en fjern drøm. Jo, både Politiken og bladhusets to andre aviser, Morgenavisen Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, er helt uafhængige af politiske og økonomiske interesser. JP/Politikens Hus ejes af to fonde, så hverken private investorer eller politikere kan som aktionærer trække i trådene. KONCERNEN ejer selv de ejendomme, redaktionerne ligger i. Den ejer – endnu da – selv trykkerierne, den er medejer af distributionsselskaber, den er medejer af Pressens Fællesindkøb, der får virkelig mængderabat til alle aviser, og den er også medejer af det danske nationale nyhedsbureau, Ritzaus Bureau. Desuden er redaktører og journalister forpligtet til at være så upartiske som muligt i den daglige reportage. Endelig holder det statslige Pressenævnet, hvis medlemmer først og fremmest er repræsentanter for branchen, og ikke et regeringskontor, øje med medierne. »Jamen, kan regeringen ikke bare tage jeres trykketilladelse eller registrering fra jer?«. Nej, i Danmark skal aviser, ugeblade og andre trykte medier ikke søge om tilladelse for at udkomme. De registreres hos Skat og andre myndigheder, men myndighederne kan ikke nægte at registrere foretagender, der ellers er lovlige. »Jamen, bliver avisen ikke lukket, hvis I trykker en løgn?« Nej, hvis vi trykker en løgn eller på anden måde overtræder loven, bliver vi straffet for den konkrete forseelse. Københavns Byret kan idømme Politiken en bøde eller sende chefredaktøren i fængsel. Men den kan ikke stoppe udgivelsen. EFTERHÅNDEN begyndte de at tro på mig. Og sukkede. Sådan er det sandelig ikke i Putins Rusland. Mine russiske kolleger arbejder på lokale (Sankt. Petersborg har 4,6 millioner indbyggere) og regionale aviser, lokalradioer og små tv-stationer. Mange af dem er helt eller delvist ejede af myndighederne og andre af lokale forretningsmænd, – oligarker. De giver stort set alle underskud og er derfor afhængige af løbende tilskud fra deres ejere. Så der er mange andre end regeringen i Moskva, der gør deres indflydelse gældende. For resten sidder regeringen og oligarkerne også på distributionen og trykkerierne. Desuden er næsten alle russiske medier håbløst underbemandede, og menige journalister og redaktionssekretærer får en løn, de knap kan leve af. Så det er fristende for dem at sige ja til en lille gave, når man skal skrive om et lokalt byggeprojekt ..... Der er dog lyspunkter, siger Anna Sjarogradskaja fra Regional Press Institute i Sankt. Petersborg. Siden præsident Dmitrij Medvedevs tiltræden i maj kan især lokale og regionale medier gå længere i kritikken af lokale misforhold end tidligere. Tilbage i Danmark kiggede jeg dog for en sikkerheds skyld i en midtvejsrapport om den offentlige mediestøtte i Danmark. Den er lavet af professor Anker Brink Lund, CBS, og medieforskeren Preben Sepstrup og netop offentliggjort uden at blive det helt store samtaleemne blandt journalister. Jo, Politiken (og andre danske medier) er uafhængige i klassisk økonomisk og politisk forstand. Politikere kan kritisere og diskutere avisernes indhold og rolle, men de griber ikke direkte ind. Afstanden til de to statsejede tv-stationer er dog af og til lidt kortere. MEN DANSKE medier får et samlet offentligt årligt tilskud på 6,4 mia. kr. Uden det ville meget se anderledes ud. Så 100 procent uafhængige er vi ikke. Det største beløb på godt 3 mia. kr., der opkræves via licensen, går til DR og TV 2’s regionalprogrammer. Men også for de trykte medier er statsstøtten af betydning. Alene momsfritagelsen på en lille milliard kr.oner om året er større end avisernes samlede overskud. Dertil kommer bl.a. distributionsstøtte. JP/Politikens Hus sælger dagligt cirka 330.000 aviser af et samlet oplag for betalingsaviserne på 1.135.000. Rapporten om mediestøtten har ikke beregninger om støttens betydning for hver enkelt bladvirksomhed. Men det ser da ud, som om, tilskuddet mindst er på størrelse med overskuddet i JP/Politikens Hus i et almindeligt år. På for eksempel Morsø Folkeblad er støtten via 0-momsen således 105 procent af overskuddet. NU HAR POLITIKERNE på Christiansborg næppe tænkt sig at skære statsstøtten helt væk. Gjorde de, ville danske aviser blive endnu dyrere eller meget tyndere. En prisstigning ville kunne mærkes på salget. Det fondseje, der i disse år sikrer Politikens, Ekstra Bladets og Jyllands-Postens uafhængighed, ville måske løbe ind i problemer. Aktieselskaber kan hente kapital på børsen, men det ville samtidig betyde mindre indflydelse til henholdsvis Jyllands-Postens og Politikens fonde. En dag ville fondene måske være i mindretal som aktionærer og hvad så? Nå, der er ingen grund til at male fanden på væggen. Vi danske journalister og redaktører skal være glade for, at statsstøtten gives med en god armslængdes afstand, så ingen politikere eller partier har indflydelse på Politiken eller andre aviser. Vi skal i det hele taget være glade for traditionen for pressens uafhængighed. Det bør De også være, kære læser. Ellers skulle De spørge mine russiske kolleger.