»I SKRIVER PÅ bagsiden af Debatsektionen, at I har fået 28 læserbreve om krigen i Gaza. Hvorfor offentliggør I ikke nogle af dem?« Den mail kom i den forløbne weekend til Læsernes Redaktør, og den blev i dagene efter fulgt af mange henvendelser til både journalister og redaktionelle afdelinger. For eksempel var der i aftes næsten 150 indlæg i blogdiskussionen om den ledende artikel ’Så hjælp dog Gaza’ (4. januar). Begivenhederne i Gaza har virkelig fået Politikens læsere op af sofaen, og det sætter redaktionen på en daglig prøve. I virkeligheden en umulig prøve. I en så kompliceret konflikt kan det ikke lade sig gøre at få bare det mest nødvendige med hver gang. Som udlandsredaktør Michael Jarlner siger, er »vi nødt til at bevare balancen så godt som muligt hver eneste dag, men i virkeligheden skal dækningen ses over en periode«. Jeg vil gerne tilføje, at den skal ses som en helhed af ledende artikler, nyheder, baggrund, fotos, interview, nyhedsgrafikker, faktabokse, analyser, læserbreve, kommentarer og kronikker. Naturligvis skal Politiken måles på de artikler, der bringes på forsiden, men avisens journalistik skal sandelig også måles på dybden og bredden. Politikens læsere af alle afskygninger skal også huske, at det ikke er Politikens krig. Vi iagttager den og prøver ihærdigt at belyse både aktuelle begivenheder og den historiske baggrund fra alle sider. Efter at have læst blogs, læserbreve og andre kommentarer skal jeg minde om, at Herbert Pundik gik af som ansvarshavende chefredaktør 1993. Tøger Seidenfaden har siddet i chefstolen siden, og det ville klæde nogle læserkommentatorer at rette kritikken af Politikens journalistik mod ham i stedet for mod en jødisk verdenssammensværgelse. GAZA OPTAGER læserne mere end andre alvorlige problemer som Darfur og Afghanistan, og tonen i kommentarerne til vores artikler er mere vred – af og til direkte aggressiv – end ellers. Læsere med sympati for Israel kræver Politikens støtte til, at den jødiske stat har sat militæret ind i Gaza og dræbt et stort antal civile. Læsere med sympati for palæstinenserne kræver Politikens støtte til, at det israelske angreb stoppes, at trafikken kan bevæge sig frit ind og ud af området og i det hele taget støtte til ’et undertrykt folk’. Mange læser også den løbende nyhedsdækning med disse meget politiske øjne. Et par eksempler: »I omtaler de kæmpende israelere som ’soldater’, mens Hamasfolkene hedder ’krigere’. Det er dybt farvet og et ordvalg, der giver israelerne al sympati. Krigere lyder uciviliseret og sætter negative billeder i folks hoveder«. Et andet: »Spiser de fattige i Gaza virkeligt græs? Det er jo frygteligt... Jammerligt... Er der ikke noget med at Hamas ikke anerkender Israels eksistens?«. Med henvisning til en sætning i en artikel, hvor der stod, at »det tvinger Israel til at tage næste skridt i den krig, som præsident Shimon Peres i går kaldte uundgåelig«, skriver en tredje læser: »Det viser, hvordan I blåstempler et langsomt, men sikkert folkemord på baggrund af i dette tilfælde én raket ind i Israel – og så selvfølgelig det faktum, at Hamas jo blot er en samling terrorister, der vil indføre kalifatet og har taget den palæstinensiske befolkning som gidsel«. I DEN FORLØBNE UGE (side 8 i 1. sektion 8. januar) viste udlandsredaktionen med eksemplarisk pædagogisk klarhed, hvordan den samme begivenhed ses med forskellige øjne. Den israelske hær forsvarede bombningen af en FN-skole i flygtningelejren Jabaliya med, at Hamas havde affyret morterer fra skolegården. Den gennemgående linje i de israelske begrundelser for forskellige angreb er i det hele taget, at Hamas skjuler sig blandt civile. Derfor er der også civile tab ved angreb på Hamas. En talsmand for FN, Sami Mshasha, bestred, at der var affyret morterer eller i det hele taget var våben på skolen: »Der var ingen bevæbnede krigere. Ingen«. Mindst 40 blev dræbt ved det israelske bombardement. Falder man for palæstinensisk propaganda ved at tage FN’s udlægning for pålydende værdi? Politiken har også i den forløbne uge beskrevet begge parters brug af propaganda, så læserne får indblik i den del af konflikten. I nogle tilfælde er det let gennemskuelige trickss, i andre meget subtile. MEN ET ER NATURLIGVIS at gå i detaljer med enkelte begivenheder og udlægningen af dem. Et andet er naturligvis den samlede dækning. Den er ikke slut endnu. Men tilskyndet af en del vrede mail har jeg forsøgt at vurdere Politikens dækning af begivenhederne i Gaza. Jeg kan af de mange læserkommentarer se, at mange nyheds- og baggrundshistorier læses som kommentarer, selv om de i mine er både nøgternt skrevet og redigeret – med det sidste mener jeg overskrifter, fotos og nyhedsgrafikker. Så jeg er nødt til at gentage, at Politikens mening om konflikten kan læses i de ledende artikler. Nogle medarbejdere har også skrevet personlige kommentarer, men jeg har ikke fundet sammenblanding af kommentarer og nyheder i den løbende dækning på udlandssiderne. Og vi gemmer ikke de kritiske læserbreve. Fra søndag 4. januar til og med i dag lørdag 10. januar har Politiken offentliggjort 28 læserbreve og længere debatindlæg – heraf en kronik og en analyse – om krigen. For krig er det vel? Uanset hvilke øjne man ser med.