0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske ministerier har lært at tale

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

REGERINGEN går ind for åbenhed. Det siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og hans ministre. Jeg har ikke kunnet finde ét eneste citat, hvor en minister åbent går ind for at forhindre borgerne i at få besked om, hvad der foregår i den offentlige forvaltning.
Her tænker jeg naturligvis ikke på forhandlinger om en bankpakke, papirer i PET, telefonsamtaler om ministerrokader eller Nationalbankens diskussioner om regulering af rentesatsen.
Næ, jeg tænker på de løbende forretninger. Dagligdagen med dens mylder af små og store historier. Det bliver sværere og sværere at vriste oplysninger ud af ministerier og styrelser, og i lidt mere besværlige – for regeringen altså – sager spændes der i stigende grad direkte ben for journalister.

EN AF af Politikens reportere talte forleden flere gange i løbet af dagen med en højtstående embedsmand i et af de ministerier, der haft medierne efter sig de seneste måneder.
Der blev talt en del uden for referat, men journalisten skulle både bruge oplysninger og en udtalelse eller to fra den pågældende. Han ville derfor også per mail få citaterne til godkendelse. En helt almindelig aftale mellem en kilde og en journalist.
Det endte med et ret kortfattet citat, hvor embedsmanden bekræftede, at ministeriet kendte til nogle problemer, som journalisten havde fået bekræftet fra andre navngivne kilder.
Få minutter i deadline trak han i land, ville ikke citeres og foreslog, at der i stedet kom til at stå, at »Ministeriet siger ....«.
Og sådan blev det.

OM REDAKTIONEN accepterer et så pludseligt og sent afbud, afhænger naturligvis af sagen. Embedsmanden trak ikke tæppet væk under historien. Den var bekræftet fra anden side, og han benægtede heller ikke fakta. Han ville bare ikke lægge navn til. Så derfor fik ministeriet pludselig lov til at lære at tale.
Redaktionen kunne have sagt: »Ikke på vilkår. Han har sagt det. Vi har det på bånd. Det er ikke engang særlig kontroversielt«. Men vi vægtede altså den dag forholdet til en ellers god kilde højest.
For i forholdet mellem journalist og kilde er der både fordele og ulemper for begge parter. Politikens journalister skal altid høre den anden part, og til det brug kommer der knas i kommunikationen, hvis vi er på konstant krigsfod med kilderne. På samme måde kan en kilde, der er kendt for at være redelig og pålidelig, forhindre, at vi løber med en halv vind. Men altså helst med fuldt navn.
Et par andre kolleger løb ind i lignende vanskeligheder med Forsvarsministeriet, da de gravede i sagen om mulig mishandling af afghanere, der blev taget til fange af danske soldater og videregivet til amerikanske. De blev også bedt om at skrive, »Forsvarsministeriet siger ...«.
Jeg har selv været ude for lignende ønsker fra Integrationsministeriet og Udlændingeservice, og også været nødt til at bøje mig, fordi jeg ellers ikke kunne bruge vigtige oplysninger.
Det er ikke blevet bedre af, at de fleste ministerier har oprustet deres informationsafdelinger. Medarbejderne her er skam venlige folk, men de tænker mere på deres minister end på offentligheden. Det er naturligt, og vi journalister skal heller ikke have alting serveret på et fad.
Men jeg vil gerne have lov at gøre læserne opmærksomme på den tiltagende brug af røgslør.

DER ER flere tankevækkende aspekter i denne praksis med at anonymisere.
Når en journalist ringer til en kilde, laves der allerførst en slags kontrakt: Hvad drejer det sig om? Er kilden den rigtige? Er det til citat eller ej? Kan kilden få lov at se hele artiklen først? Eller sine egne udtalelser?
I retningslinjerne for Politikens journalistik står, at vi kun undtagelsesvis bruger anonyme kilder. Så vi plejer at være meget klare i mælet: Det er til citat, hvis ikke andet er aftalt. Det er vigtigt, at læserne kan se, hvor vi har vores oplysninger fra.
Jeg vil mene, at en kilde fra kontorchefniveau og opefter må kende tilstrækkeligt til både sit eget ministerium og offentlighedsarbejde til at kunne udtale sig om faktiske forhold. Er der et tal? Hvor stort er det? Hvor har I det fra?
Jeg vil også mene, at en topembedsmand må være voksen nok til at sige nej, når pressen henvender sig og hun/han ikke vil eller ikke må udtale sig.

NÅR DER først kommer til at stå ministeriet i stedet for et navn, ved offentligheden ikke, hvem der er afsenderen. Politikens læsere kan ikke vurdere kilden. Hvor højt er vedkommende placeret i systemet?
Det skaber også juridisk uklarhed. Hvis oplysningen er forkert eller fordrejet, hvem skal så stå til ansvar?
Det er næsten kafkask. Offentligheden ved ikke, hvor Politikens oplysninger kommer fra, men hele ministeriet, ministeren og om nødvendigt også resten af regeringen ved det. I ministerier og styrelser er det nemlig fast praksis at lave et kort notat om, at den og den journalist har ringet om det og det og fået det og det svar.

DER ER offentlighed i forvaltningen. Embedsmændene har pligt til at give oplysninger, og i de fleste tilfælde vil Politiken og andre medier med loven i hånden få de ønskede oplysninger. Det tager blot tid, og så kan interessen for sagen være forsvundet. Så er det nemmere og bedre med et telefoninterview.
Efter at have talt med flere kolleger er det mit indtryk, at det bliver sværere og sværere at få oplysninger i ministerier og styrelser og især at få dem med navngivne kilder.
Der er naturligvis forskelle, og medierne burde egentlig lave en undersøgelse, så vi kunne give en pris – ’Årets Østers’ – til den mest lukkede statsinstitution.




  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere