PRESSEN HAR SKAM sine egne tabuer: Vi skriver ikke om selvmord og ikke om bombetrusler – såkaldte telefonbomber. Det er dog næppe mediernes skyld, at antallet af selvmord falder støt og roligt, og at antallet af bombetrusler er svagt faldende. Det fortoner sig i pressehistorien, hvorfor medierne almindeligvis ikke omtaler selvmord. Det var noget af det første, jeg fik at vide, da jeg begyndte som journalistelev på Aarhuus Stiftstidende 1. juli 1967. Men daværende chefredaktør Helge Jensen var også foregangsmand, når det gjaldt presseetik. Selvmord har engang været strafbart, og det kan naturligvis have noget med det at gøre. Selvmord blev ifølge retshistorikeren, professor Henrik Stevnsborg, først afkriminaliseret 1866. »Det blev skam betragtet som en alvorlig forbrydelse, og selvmordere blev heller ikke begravet på kirkegårdene – altså i indviet jord«. Men hverken Henrik Stevnsborg eller pressejuristen Oluf Jørgensen ved, hvordan reglen om ikke at skrive om selvmord kom ind i de presseetiske regler. DA DANSK PRESSE fik de første etiske regler i 1970’erne, var paragraffen om ikke at skrive om selvmord med. De gældende regler lyder: »Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig«. I Politikens egne retningslinjer gentages de næsten ordret: »Selvmord, selvmordsforsøg eller anden personlig ulykke omtales ikke, medmindre klar almen interesse begrunder det. I så fald bør artiklen være så skånsom som muligt«. Den regel overholder vi. De seneste 12 måneder har Politiken brugt ordet selvmord 310 gange. Helt overvejende drejede artiklerne sig om skuespil, romaner og kunst i det hele taget. Dertil kom flere principielle artikler og læserindlæg om selvmord som sådan. For eksempel en selvmordsbølge i Grønland i juni. Kun et enkelt selvmord var beskrevet nøjere, dog uden navn. I maj 2008 sprang en kvinde ud fra Runde Tårn i København og landede midt på en af hovedstadens travleste gågader. Ellers nævnte vi for eksempel, at finansrådgiveren René-Thierry Magon de la Villehuchet, begik selvmord efter at have fejlinvesteret godt syv milliarder klientkroner i Bernard Madoffs investeringscirkus. Vi nævnte også, at den amerikanske videnskabsmand Bruce Irvin, der var mistænkt for at have sendt breve med miltbrand, tog sit eget liv. I begge tilfælde ’klar almen interesse’. Dertil kom en hel del historiske selvmord: Adolf Hitler, terroristerne i Rote Armee Fraktion og sangeren Kurt Cobain. DET SKAL SES på baggrund af, at der i Danmark 2006 var 650 selvmord. Der er cirka 13 gange så mange selvmord som mord om året, og der er cirka 1,6 gange så mange selvmord som trafikdrab. I de internationale statistikker opgøres tallet per 100.000 indbyggere. Det danske tal er faldet fra 23,3 i 1950 til 12,2 i 2006. At Danmark skulle være et af verdens mest selvmordsprægede lande er en myte. Litauen fører statistikken med 38,6 og har Hviderusland (35,1) og Rusland (32,2) lige i hælene. Men Danmark ligger højere end for eksempel USA (11,0). Reglen om ikke at skrive om selvmord skyldes hensynet til privatlivet. »Det er helt klart det primære hensyn. Det kan skabe mange problemer for de efterladte at få et selvmord udbasuneret«, siger Oluf Jørgensen. Det drejer sig nok også stadig om religion. I islam er det en stor skam at tage sit eget liv. Så for eksempel Jordan og Egypten har ifølge de internationale statistikker slet ingen selvmord. For en katolik er det også en synd. Man må ikke tage sit eget liv, står der i biblen. Selvmordere kommer ikke i himlen. Lige inden et egyptisk fly på vej til USA 31. oktober 1999 styrtede i havet, bad piloten til gud. Amerikanske efterforskere havde mistanke om, at han begik selvmord og tog 216 andre med sig i døden. Det udløste en diplomatisk krise mellem Cairo og Washington. En troende muslim begår ikke selvmord – med mindre det med en omstridt fortolkning er som selvmordsbomber i en hellig krig. NU ER DET HELLER ikke oplysninger, journalister har nem adgang til. Politiet oplyser ikke om selvmord eller selvmordsforsøg, »medmindre vi på steder, hvor mange mennesker færdes, har været der med blå blink og afspærringer, eller togstrækninger er spærret i lang tid. Så har befolkningen jo krav på at vide lidt om, hvad der foregik«, som sekretariatschef Michael Graversen, Nordjysk Politi, udtrykker det. Kendte danske undtagelser fra reglen er direktør Johannes Petersen, Nordisk Fjer, og SiD’s gruppeformand Willy Strube. De begik begge selvmord, fordi de i henholdsvis 1991 og 2001 blev afsløret i økonomiske uregelmæssigheder. I begge tilfælde i sager af ’klar almen interesse’. Desuden skriver vi det som regel efter familiedramaer, hvor manden har dræbt kone og børn for til sidst at tage livet af sig selv. I disse tilfælde kommer oplysningerne fra politiet. Ellers ville danskerne måske tro, at der løb en vanvittig morder rundt. Jeg har ikke glemt bombetruslerne, som der ikke står noget om i de etiske regler. Rigspolitiet har registreret 73 i 2004, 78 i 2005, 68 i 2006 og 47 i 2007. Dem oplyser politiet heller ikke noget om, med mindre de har været så opsigtsvækkende, at »vi er nødt til at berolige folk«. Politiken skrev således i hele 2008 kun om en bombetrussel – i september mod Århus Hovedbanegård. Ellers holder vi os fra den slags, fordi telefonbomber (bombetrusler) er så nemme at kopiere. Vi vil ikke udbrede ideen så at sige. Det samme gælder pyromanbrande. Politiken omtalte ikke en eneste i 2008. Der er meget vi ikke skriver om. Men når det drejer sig om selvmord, telefontrusler og pyromaner har vi altså regler. Skrevne som uskrevne.