10.februar: Lemminger er små gnavere med en tæt pels, fordi de især findes i de koldeste egne af kloden. De har ofte været omgærdet af mystik, fordi bestanden af lemminger falder drastisk hvert tredje eller fjerde år.Derved opstod myten om den såkaldte lemmingeeffekt. Nemlig at lemminger har en ustyrlig trang til i flok at kaste sig ud over den nærmeste afgrund, hvilket var en teori baseret på en populærvidenskabelig film om lemminger lavet af Walt Disney i 1950’erne. Men forskere har fundet ud af, at det i stedet skyldes en cyklus, hvor rovdyr æder lemmingerne – og når antallet af lemminger er faldet, bliver der færre rovdyr, fordi der mangler føde. Det giver igen plads til flere lemminger – som så bliver spist, når bestanden af rovdyr atter er vokset. Alligevel hænger begrebet fast i medieverdenen, hvor det er blevet synonymt med, at alle medier kaster sig over den samme historie. Alene fordi de andre medier gør det. Uden at vurdere, om historien i sig selv er interessant. Det sker jævnligt. Senest i forbindelse med den tidligere socialdemokratiske minister Karen Jespersens indmeldelse i Venstre. Også i Politiken var det helt grotesk. Lad mig blot remse op. Det begyndte fredag 2. februar med et portræt af ’Karen A/S’, en nyhedsanalyse, en Politiken Kommentar og det faste debatinterview. Allerede fire forskellige genrer i samme dags avis om samme person. Det var dog ikke nok. Næste dag var partiskiftet tophistorien på forsiden med Karen Jespersens politiske udmeldinger. Og i resten af avisen endnu en nyhedsanalyse, et stort interview med hovedpersonen samt klummen Tendens. Ja, selv i ’Set i tv’ var den kvindelige politiker indgående omtalt. Så kom vi til søndag. Og Politiken var endnu ikke færdig med Karen Jespersen. En omtale kunne vel ikke undgås i klummen ’Sket i Ugen’, men også klummen ’Til Stregen’ og den faste baggrundsartikel ’Magtens Korridorer’ kredsede rundt om Karen Jespersen. Som rosinen i pølseenden handlede chefredaktør Tøger Seidenfadens ugentlige klumme også om den kvindelige politiker. Det kan godt være, at lemmingeffekten er en myte i naturen. Men den eksisterer i høj grad blandt medierne – og internt på Politiken. I alt 13 historier i alle genrer på tre dage om Karen Jespersen. Flere steder blev det nævnt, at hun er eminent til at promovere sig selv. Det skal vel opfattes kritisk. Men så burde Politikens redaktionsledelse være selvkritisk. For i dette tilfælde er det avisen, som har markedsført Karen Jespersen. Godt nok opfattes Karen Jespersen som kontroversiel, og derfor som godt stof. Dels på grund af hendes skarpe meninger om flygtninge- og indvandrerpolitikken – og hendes kritik af islam. Dels på grund af hendes bemærkelsesværdige politiske holdningsskift fra tiden som revolutionær i VS over et kort ophold i SF og videre til Socialdemokratiet inden den formentlige endestation Venstre. Men helt ærligt. Politikens samlede dækning af Karen Jespersens skifte til Venstre kan kun kaldes proportionsforvrængning. Heldigvis har flere journalister på avisens interne skriftlige efterkritik også stillet spørgsmålstegn ved den omfattende dækning. Der er virkelig brug for eftertanke. Så vigtig er Karen Jespersens partiskifte altså ikke for offentligheden – og dermed heller ikke for Politikens læsere. En del af årsagen skal findes i manglende koordinering på redaktionen, men spørgsmålet er, om det også skyldes, at der ikke skete meget andet i den hjemlige andedam i de dage. Og at Karen Jespersen er en god historie, fordi hendes holdninger vækker mange følelser i folk. Under alle omstændigheder var omfanget alt for meget. Men hvad så med indholdet i dækningen? Det er til gengæld mere positivt. Portrættet var fair og konkret. Nyhedsanalysen var skarp og præcis. Og Karen Jespersen kom til orde med sine holdninger efter partiskiftet. Journalistikken lever op til de professionelle krav. Samtidig dækkede kommentarklummerne de forskellige holdninger. Anders Jerichow skrev, at »Karen Jespersen fortjener ros og respekt, ikke ris og hån, for sit nye partiskifte. Når alt kommer til alt: Hvad er mest troværdigt: Ikke at have skiftet standpunkt hele sit liv – eller at have skiftet standpunkt med rank ryg?«. Mens Rune Engelbreth Larsen fremhævede, at »det, der skræmmer, er hendes populistiske paranoia og opportunistiske iver efter at omklamre tidsånden og gennemtvinge egne politiske ambitioner på bekostning af marginaliserede befolkningsgrupper«. Så var der lagt op til debat blandt læserne. Og det lægger op til endnu en pointe. Politiken er under beskydning fra kommentatorer som Søren Krarup og Mikael Jalving for at være ensidig i sin dækning af samfundspolitiske emner. Ja, Krarup har endda genoplivet et gammelt udtryk, ’Systemet Politiken’, som er et underligt begreb. Men som Krarup selv har defineret som »den desperate, hadefulde venstrefløj, den afmægtige politiske korrekthed, som hader Systemskiftet af 2001, de mange kulturradikale redaktører, journalister og forfattere«. Magen til vås skal man lede længe efter. Og den slags beskyldninger får altså ingen næring af vores dækning af fænomenet Karen Jespersen. Tværtimod. Politikens journalistiske målsætning er helt klar. I avisens etiske retningslinjer bliver det slået fast, at »Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair«, og dækningen af Karen Jespersen levede op til kravene. Men hun fik alt for megen spalteplads. Her levede Politiken desværre op til myten om lemmingeffekten.