Overskuelighed er kodeordet. Når hverdagen kører derudad. Når en opgave på arbejdet skal afleveres. Når børnene skal hentes fra grøn stue. Når lammekoteletterne og salaten skal på bordet. Så er der ikke meget tid til at orientere sig om verdens store og små begivenheder. Især når en uoverskuelig palet af nyheder, holdninger og alskens baggrundsviden proppes ned i halsen på enhver, der vover at stikke hovedet ud af sengen om morgenen. Det virker som en menneskealder siden, da verden udelukkende blev sat på plads af en betalingsavis, der kom ind ad brevsprækken eller blev hentet i kiosken. Selv om det kun er højst 20 år siden. Før internettet, gratisaviser og nyhedskanaler døgnet rundt. Derfor er overskuelighed nu kodeordet. Så det er ikke underligt, at stadig flere opbygger en personlig startside på søgemaskinen Google, hvor maskinen søger rundt på hele nettet for at finde oplysninger om netop de emner, som interesser den enkelte. Hvad enten det handler om nyheder om Iran, den spanske fodboldklub Real Madrid eller skotsk sækkepibemusik. Informationer, der hentes fra netaviser, hjemmesider og blogs. Det er så at sige folks egen hjemmedesignede avis. Det er overskueligt – og vel at mærke gratis. For at leve op til udfordringen fra de gratis nyhedsmedier omlagde Politiken som bekendt sidste efterår den trykte avis og satsede samtidig mange ressourcer på at udvikle netavisen www.politiken.dk. Nu skulle den trykte avis satse på unik indbliksjournalistik. Med endnu mere baggrundsstof, perspektiv, oplevelser og indsigt. Samt større fokus på holdningsstof. Alt sammen så læserne kan se nytten af at betale for avisen. Samtidig skulle netavisen være et førende gratis nyhedsmedie, som også satsede på blogs. Et sådant modtræk fra de etablerede medier er en af pointerne i den nye årlige rapport om den amerikanske medieudvikling, ’The Annual State of the News Media’, som fastslår, at de trykte betalingsmedier er ved at genopfinde sig selv. Modtrækket fra de amerikanske medier ligner til forveksling Politikens svar. De rå nyheder leveres via netavisen, mens den trykte avis indeholder bearbejdede nyheder. Og der satses også på holdningsstof i form af kommentarer. Den kendte amerikanske mediekommentator Robert Kuttner peger i det seneste nummer af Columbia Journalism Review på, at »aviser forbliver i live som hybrider«. Altså som en kombination af netavis og trykt avis. Men han fremhæver også den nyeste udfordring for den etablerede medieverden. Nemlig folks personligt designede avis som via Google. Her kommer The New York Times med det næste modsvar. Avisen har i længere tid arbejdet med en søgevariant, der hedder My Times. Den enkelte læser får mulighed for at designe sin personlige avis baseret på favoritemner fra hjemmesider og blogs fra hele nettet. Samt selvfølgelig fra The New York Times. Men overgangen til hybridmedier får Robert Kuttner til at stille spørgsmålet: »Er dagblade i stand til at navigere gennem en sådan overgang uden at ofre de journalistiske principper?«. På Politiken gælder retningslinjerne for etik og journalistik i den trykte avis også for netavisen. Netop for at sikre kvaliteten og seriøsiteten. Hvis der er fejl eller problematiske vinkler, skal artiklerne løbende rettes på netavisen. Kravene til sproglig præcision og faktuel korrekthed er også de samme til de redaktionelle blogs, der er på netavisen. Altså de blogs, som skrives af avisens medarbejdere og særligt inviterede bloggere. Og selv om journalisterne arbejder under et stort tidspres, fordi netavisen har deadline døgnet rundt, er det min erfaring som Læsernes Redaktør, at fejlene er blevet færre i løbet af det seneste år. Den relancerede, trykte Ny Politiken har fået ros fra læserne i en undersøgelse foretaget af avisen. Men set fra min stol er der også problemer set i forhold til de klassiske krav til journalistik og etik. Især er der opstået det, som jeg vil kalde genreforvirring. Indførelsen af begrebet indbliksjournalistik er et godt initiativ, men det har desværre også skabt ’mudder’ i forhold til traditionelle journalistiske genrer som baggrundshistorien og reportagen. Internt på avisen er indbliksjournalistik blevet karakteriseret med fem nøgleord: forklarende, perspektiverende, nærværende, nuanceret og udfordrende. Det kan ingen være uenige i. Men samtidig har mottoet været, at journalisten skal være mere synlig og træde i karakter, og reporteren skal med »sproglig kreativitet« tage »ansvar for formidlingen«, som det hedder i genreforklaringen. Og det fremhæves også, at ambitionen er at give »læserne ny viden i form af informative, indsigtsgivende og afslørende oplevelser ud over det forventede«. Det har desværre flere gange ført til artikler, hvor det er svært som læser at se, hvem der er kilde til de enkelte oplysninger eller holdninger, der præsenteres. Artiklerne bliver til en hybrid mellem en baggrundsartikel, en kommentar og en analyse. Især bliver det problematisk, når emnet indeholder en klassisk konflikt, hvor det er vigtigt for læserne at vide, hvem der mener hvad – og hvor de enkelte oplysninger kommer fra. Ofte kommer man i tvivl om, hvorvidt det er journalistens egen holdning, der skinner igennem. Men er det så umuligt at skrive indblikshistorier? Nej, selvfølgelig ikke. Et godt eksempel er Minna Skaus artikel på videnskabssiden i torsdags (29.3.), hvor hun effektfuldt blandede reportage, interview og faktuelle oplysninger om USA’s præsident, George W. Bushs landsturne, der skal fremme planerne om biobrændsel. En artikel skrevet med en kritisk pen. Og hvor præmisserne og kilderne er synlige for læseren. Så ud over de fem nøgleord for indbliksjournalistik kan jeg tilføje to afgørende ord for hybridmediet Politiken: troværdighed og klarhed.