Kære gennemsnitspensionist, ring lige. Mit nummer – 33 47 23 26 – står i avisen, og jeg sidder klar ved telefonen. Desværre for både os journalister og Dem, kære læser, vil ingen af dem, der ringer, leve op til betegnelsen ’gennemsnit’, ’almindelig’ eller ’typisk’. Gennemsnitspensionisten findes nemlig ikke. Lige så lidt som gennemsnitsdanskeren. Det ærgrer os journalister, for vi vil jo gerne fortælle om virkningerne, når vi skriver om økonomi. Når der er nye overenskomster, nye skatter, fald i boligpriserne og forslag om lavere moms på mad, vil vi naturligvis gerne anskueliggøre, hvad det betyder for den enkelte og den enkelte familie. Vi kan for eksempel belyse det ved en almindelig familie med børn, en enlig og et pensionistpar. Så er mange læsere hjulpet. Men helt typisk, helt gennemsnitligt bliver det desværre ikke. Jeg tager emnet op, dels fordi vi i sommerens løb har haft et par mindre læserstorme om den slags, dels fordi dette journalistiske problem bliver større de næste to-tre år. Milliarderne skal betales Statskassen får i år et underskud på cirka 20 mia. kr. og næste år på mindst 85 mia. På den ene eller anden måde skal de mange milliarder betales, og det vil medføre en lind strøm af analyser og rapporter bestilt af alle pressionsgrupper – industrien, fagbevægelsen, politiske partier, tænketanke og sociale bevægelser som Ældre sSagen. Alle med gode ideer om, hvorfor de ikke selv skal betale, og hvorfor andre skal have pungen frem. Så for os i medierne gælder det om at holde krudtet tørt. Vi kan højst finde nogle eksempler på, hvad det betyder for den enkelte borger, og så må De, kære læser, selv trække fra og lægge til. Man behøver bare se på reglerne på folkepension for at opdage, at gennemsnitspensionisten er en fiktion. En enlig folkepensionist får p.t. et grundbeløb på 63.048 kr. om året og et tillæg på 63.448 kr. Altså i alt 126.496 kr. Men så er der for det store flertal også noget ATP, nogle får Dansk Folkepartis ældrecheck, og så er der arbejdsindtægter og her eventuelt en modregning. Desuden er der stor forskel på, hvordan pensionisterne bor. Så efter skat kan vi næppe finde to pensionister med nøjagtig samme rådighedsbeløb. Begynder vi at regne på en af de mange ordninger, melder pensionisterne sig straks hos Læsernes Redaktør: »I har glemt, at ægtefællen højst må tjene så og så meget ....«. Upopulære ord om forkælelse Politiken bragte i sommer en artikel om, at ’Fleksjob forkæler de rige, som holder de svageste ude’. Kilden var Arbejdsmarkedsstyrelsen, der havde fundet ud af, at »hver syvende fleksjobber får et tilskud fra det offentlige på mere end 200.000 kroner om året. Det er mere, end en enlig førtidspensionist kan få«. En kontorchef blev i artiklen citeret for, at »temmelig mange stærke fleksjobbere egentlig godt kunne klare et ordinært arbejde«. Jeg havde flere henvendelser, og undersøgte tallene i artiklen. De var rigtige. Men Politikens læsere mente, at vi bevidst skabte ondt blod. Jeg har fundet nogle debatindlæg, der gik i rette med journalistikken. Først en kvinde med fleksjob: »Han må tale mod bedre vidende. For at blive visiteret til fleksjob skal der lægelige dokumenter, arbejdsprøvninger m. m. til for at dokumentere, at den nedsatte arbejdsevne er væsentlig og varigt nedsat i ethvert erhverv«. Og så fleksjobbernes landsforening: »Artiklens sigte er at skabe misundelse i befolkningen i forhold til en gruppe af personer, som trods nedsat arbejdsevne via fleksjobordningen har mulighed for at opretholde en lønindkomst, som står i forhold til deres kompetencer, hidtidige indtjening, uddannelsesbaggrund m.v.«. Denne artikel var undtagelsesvis baseret på blot eén kilde, Arbejdsmarkedsstyrelsen, fordi Politiken også havde bragt andre artikler om netop fleksjob. Vi burde have forudset kritikken, for også en anden artikel – ’Førtidspensionister kan få høj løn oveni’ – havde bragt læsernes sind i kog. Jeg blev kimet ned af førtidspensionister, der af den ene eller anden grund ikke kunne få høj løn ved siden af pensionen. Det kan nogle af dem. Det ved jeg, fordi jeg brugte timer på at sætte mig ind i reglerne, der har et stærkt kafkask islæt. Problemet med artiklen viste sig dog at være et helt andet. Nemlig at en rapport fra Dansk Arbejdsgiverforenings, Agenda, i nogle af tabellerne havde et meget beskedent datamateriale, som populært sagt uden videre var ganget op. Artiklen var baseret på disse beregninger, ikke på aktuelle indkomsttal fra for eksempel Skat. Hvis konklusionen af undersøgelsen havde været, at nu bør en udsat gruppe have højere ydelser, havde jeg næppe hørt fra læserne. Den slags artikler har vi mange af, og jeg hører aldrig protester. Men nu var der – som citeret ovenfor – et element af, at Politiken »vil skabe misundelse i befolkningen i forhold til en gruppe af personer«. Når krybben er tom, bides hestene Når Politiken i de kommende år fordomsfrit og nøgternt skriver om overførselsindkomster og alle forslag til ændringer og analyser af indbyggede fejl i ordningerne, kommer vi til at hoppe på nogle ømme tæer. Internt taler vi om ’mytedræbere’, hvis en undersøgelse gør op med vanlige forestillinger, og dem gør vi da gerne noget ud af. Der kommer mange artikler skåret over læsten, at »’når krybben er tom, bides hestene«’. Vi skal nok være omhyggelige. Men undgår næppe at genere gennemsnitslæseren. Hvis en sådan findes. Hun/han må også gerne ringe.