0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi beskytter vores kilder. Punktum.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Normalt taler journalister ikke om kildebeskyttelse – hvorfor bruge tid på en selvfølgelighed?

Det er indlysende, at kilderne skal kunne give os vigtige oplysninger i al fortrolighed. De skal ikke frygte at blive hængt ud eller risikere repressalier, når avisen udkommer, eller når nyheden står på politiken.dk.

Desuden har vi også et rent egoistisk motiv til at beskytte vores kilder: Gør vi det ikke, kan vi glemme alt om at få oplysninger i fremtiden.

Når vi nu alligevel taler kildebeskyttelse, er det med afsæt i de artikler, vi bragte tirsdag 26. januar om en lækage, som flere kilder fortalte til Politiken, at Forsvarsministeriet stod bag. Den fandt sted i april 2007 og førte til, at politikerne i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn ikke blev de første til at høre, at forsvarsminister Søren Gade (V) havde besluttet at sende jægerkorpset til Irak.

Det havde TV 2 allerede fået at vide.

Flere højtstående officerer udtalte dengang, at den, der havde ladet den oplysning sive, havde bragt de danske elitesoldaters liv i fare.

Når Forsvarsministeriet nu hævdes at have stået bag lækagen, er det oplagt, at vi skal skrive om sagen. Også i lyset af forsvarets åbenmundede rolle i jægerbogsagen er det selvfølgelig interessant, og vi har ikke brudt nogen løfter om kildebeskyttelse i forbindelse med vores dækning.

Denne klumme kommer ikke til at handle om, hvorvidt det var forsvarsminister Søren Gades særlige rådgiver, Jacob Winther, der sladrede. Den kommer ikke til at handle om TV 2’s Kaare R. Skous betragtninger om, hvem der sladrede – ej heller om Venstres vedholdende trang til at fyre navngivne medarbejdere i dansk presse, som partiet ikke synes om.

Foreløbig afspadserer Kaare R. Skou, og det er på TV 2’s eget initiativ. Klummen kommer heller ikke til at handle om det politiske slagsmål, som er i fuld gang.

Alt det talte fem ledende pressefolk – deriblandt Tøger Seidenfaden – om i udsendelsen ’Presselogen’ på TV 2 News sidste søndag.

Jeg kunne have ønsket mig, at Tøger Seidenfaden havde været mere præcis i sine betragtninger om begrebet kildebeskyttelse, for vores interne bestemmelser på området er helt klare – og han har selv formuleret dem. Hvis man ikke kender vores retningslinjer, kunne man få det indtryk, at Politiken opererer med flere niveauer af kildebeskyttelse.

Tøger Seidenfaden påpegede et reelt paradoks: Hvis det er Jacob Winther, der har lækket oplysningerne, tjener kildebeskyttelsen i dette tilfælde ikke til at værne en menig samfundsborger, som vil hjælpe pressen med vigtige oplysninger.

Den tjener til at beskytte en spindoktor, der vil have sin minister til at fremstå handlekraftig. Hvilket der i parentes bemærket kunne være god brug for, idet befolkningen lige havde set Søren Gade tilbringe en del af et besøg i den danske lejr i Irak liggende i dækning under et bord, fordi lejren blev beskudt. Regeringen påstod ellers, at området var blevet meget fredeligere.

Man kunne nu også hævde, at det var en falliterklæring for regeringen, at man var tvunget til at sende jægerkorpset af sted. Elitestyrken skulle næppe følge gamle irakiske damer over gaden.

Der findes selvfølgelig altid et motiv, når en kilde vil være anonym. Til tider er det helt åbenlyst – til tider kan man bare gætte. Af og til skal kravet om anonymitet såmænd bare vække journalistens interesse for en dødssyg historie.

Men uanset hvorfor, kilden vil være hemmelig, skal vedkommende være hemmelig. Det er en misforståelse at tolke Tøger Seidenfadens udtalelser, som om at vi sidder og vurderer, om kilderne nu også har en gyldig grund til at ønske anonymitet. Vi opererer ikke med A-kildebeskyttelse og B-kildebeskyttelse. Se selv i slutningen af denne klumme, hvor jeg bringer vores regler.

Det er indlysende, at kildebeskyttelsen ofte vil gøre det vanskeligere at bringe korrekt og fyldestgørende information. Vil en kilde ikke lægge navn til en udtalelse, er vi selvfølgelig nødt til at tjekke vedkommendes oplysninger ekstra grundigt. Men afviste vi konsekvent anonyme kilder, kunne vi for eksempel godt lukke vores redaktion på Christiansborg.

Det er forkert at skelne mellem at kunne leve op til læsernes krav på fyldestgørende information og det at yde kildebeskyttelse. Har man lovet en kilde anonymitet, er vedkommende anonym. Dog må journalisten selvfølgelig afsløre kilden over for sin chefredaktør – det er trods alt ham, der risikerer en tur i fængsel, hvis oplysningerne ikke holder.

Hvis journalister på Politiken lover anonymitet, gælder det løfte selvfølgelig også på chefredaktionens vegne.

Pressen kan læne sig op ad retsplejeloven, når vi beskytter kilderne. Kun i sager om meget grov kriminalitet kan domstolene pålægge pressen at røbe et navn, og i de tilfælde er journalister og redaktører i et alvorligt dilemma, for dels skal vi overholde landets love – dels er kildebeskyttelsen hellig.

Lad os så tage reglerne:
»Politiken bruger som hovedregel kilder, der står frem. Unavngivne kilder mindsker troværdigheden. Men som andre medier er Politiken af og til afhængig af kilder, der ønsker at optræde anonymt.

Brugen af anonyme kilder bør af troværdighedsgrunde begrænses mest muligt, og vi skal være særlig kritiske over for kilders motiver til at være anonyme.

Chefredaktionen skal orienteres om en anonym kildes identitet, hvis dette er nødvendigt for at bedømme en artikels egnethed til offentliggørelse eller vurdering af en klagesag mod bladet. Navne på kilder, der er lovet anonymitet, vil ikke blive røbet til tredjemand«.

Sådan lyder de regler, vi arbejder efter. Punktum.

bjarne.schilling@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere