Én ting kan få selv hærdede journalister og redaktører til at ligge søvnløse om natten. Når dagens avis er på vej i trykken, og tophistorien på forsiden fastslår som en kendsgerning, at en bestemt begivenhed vil indtræffe, selv om det endnu ikke er sket. Eller som det internt i branchen med galgenhumor udtrykkes: Det er godt at have en solonyhed, men det er skidt, hvis nyheden vedbliver med at være solo. Derfor sørger enhver erfaren journalist eller redaktør som regel for at sætte et forbehold ind i artiklen. Især hvis hovedpersonen i historien ikke vil kommentere nyheden. Men der var ikke noget forbehold, da Politiken med overskriften ’Miljøordfører Eyvind Vesselbo går fra Venstre til Ny Alliance’ kom på gaden tirsdag i denne uge. I underrubrikken var der endda sat en dato på. Nemlig »i dag«. Og allerede knap ni timer efter, at avisen var gået i trykken, dementerede hovedpersonen historien. Så da læserne samlede avisen op i entréen om morgenen, erklærede Vesselbo i Radioavisen klokken syv, at han ikke meldte sig ud af Venstre. Altså det stik modsatte af avisens tophistorie. Hvilket må siges at være det ultimative mareridt for enhver avis. Avisens eksistensberettigelse afhænger af troværdighed. At læserne tror på, at avisens historier er korrekte. Men det var denne artikel ikke. Det fremgik af avisen som et faktum, at Vesselbo forlod sit parti og gik til Ny Alliance. Men det gjorde han ikke. Altså tog bladet fejl. Så enkelt er det. Altså burde man forvente, at avisens chefredaktion beklagede fejlen. Men det skete ikke. I stedet henholdt avisens ledelse sig til, at historien var korrekt, da den gik i trykken, men at Vesselbo ændrede mening i løbet af natten. Og at Naser Khader som leder af Ny Alliance derefter sagde, at han havde forstået, at Vesselbo »var interesseret i at skifte til Ny Alliance«. Samtidig besvarede avisens politiske kommentar om onsdagen det retoriske spørgsmål: »Var det forkert af Politiken at bringe historien?« med et »nej«. På ét punkt var der en indrømmelse. Chefredaktør Tøger Seidenfaden erklærede i avisen, at han »ærgrede sig over forløbet«, og at Vesselbo var i sin gode ret til at fortryde et partiskifte. Men ellers mente ledelsen ikke, at Politiken begik en fejl. Men det er en undervurdering af læsernes intelligens. Også selv om Vesselbo ikke er kommet ud af denne sag uden alvorlige skrammer. Læserne kan godt gennemskue, at Politiken gik for langt. De kan godt gennemskue, at der er forskel på forventede begivenheder og kendsgerninger. Som en læser spurgte i en mail til mig som Læsernes Redaktør: »Er Politiken nået dertil, hvor man har pavelig ufejlbarlighed?«. Grundlæggende er det ikke altid nemt at rapportere fra Christiansborgs heksekedel af rygter, halve sandheder og spin. Især i denne tid, hvor Ny Alliance har skabt ravage i det ellers så etablerede politiske system. Og det er altid journalisternes vigtigste opgave at gå efter at få nyheden først – og om nødvendigt bruge anonyme kilder for at få nyheden frem. Derfor er det al ære værd, at avisen gennem adskillige kilder fandt frem til, at Eyvind Vesselbo var på vej til Ny Alliance. Det er godt journalistisk håndværk og en oplagt nyhed. Og ifølge bladets kilder ville Eyvind Vesselbo annoncere sit partiskifte på Venstres gruppemøde på Christiansborg tirsdag i denne uge. Men Vesselbo ville ikke udtale sig. Alligevel valgte avisen at trykke historien som en kendsgerning. Det store spørgsmål er dog, hvorfor redaktionen ikke lagde et klart forbehold ind – og simpelthen skrev, at ifølge bladets kilder overvejer Eyvind Vesselbo at gå over til Ny Alliance, selv om hovedpersonen ikke vil kommentere det. Det var stadig en nyhed, og den var korrekt. Forelagt spørgsmålet svarer Tøger Seidenfaden, at han beklager, »at vi ikke tog forbehold i den oprindelige artikel. Men de spørgsmål, jeg har fået undervejs, har handlet om, hvorvidt historien var pure opspind. Og det har jeg selvfølgelig afvist. Vi har ikke begået nogen journalistiske fejl, og på det grundlag vi havde mandag aften, ville jeg gøre det samme igen«. En anden udløber af denne sag er striden om, hvad Vesselbo fortalte Politiken i de samtaler, som avisen har haft med ham om det formodede partiskifte. Ifølge Vesselbo havde han søndag afvist historien over for Politiken og decideret bedt om at blive citeret for, at han afviste historien. Det gentog han hele den famøse tirsdag i diverse interview i tv. Men den udlægning afviser Politikens redaktion, og chefredaktør Tøger Seidenfaden siger, at Vesselbo ikke dementerede, at han skulle være på vej til Ny Alliance. Hvis Eyvind Vesselbo fastholder sin udlægning, kan han kræve en berigtigelse. Men det har han åbenbart ikke ønsket. Avisens journalistiske dækning af Vesselbos melding om at blive i Venstre blev dækket helt efter lærebogen dagen efter. Overskriften ’Vesselbo bliver hos Venstre’ var den bærende på papiravisens forside, og i underrubrikken blev Vesselbos kritik af Politikens historie for at være »pure opspind« præsenteret. Inde i avisen var der interview med den omstridte politiker, og uenigheden mellem Khaders og Vesselbos opfattelse af deres samtaler blev fint beskrevet. Samtidig skal det nævnes, at Politikens netavis gav en fuldt dækkende beskrivelse af forløbet og de mange meldinger. Det giver troværdighed, at redaktionen satser så hårdt på både at beskrive kritikken af Politikens historie og forsøger at skabe klarhed over, hvad der er sket. Men al virakken kunne være undgået, hvis den oprindelige artikel havde indeholdt de nødvendige forbehold.