NÅR DEN ÅRLIGE nyhed om salget af koldskål dukker op i pressen, ved man, at sommerdesperationen har ramt redaktionerne. Men i år var det anderledes: Pludselig behøvede landets redaktionssekretærer ikke længere sætte praktikanten til at ringe til Arla. I den forløbne uge fik medierne masser at tage sig til: Hjemmesiden Wikileaks serverede 91.731 hemmelige militære dokumenter om Afghanistankrigen. Værsgo at spise. Den officielle version er som bekendt, at Afghanistan er ved at kunne stå på egne ben. Desværre er der stadig tab på vores side, men det skyldes udelukkende Talebans krampetrækninger. Sandheden er formentlig en ganske anden - og muligvis findes den i dokumenterne. Under alle omstændigheder kan de være med til at afsløre, om enkeltepisoder er blevet fremstillet korrekt, eller om militær og politikere har forsøgt at løbe om hjørner med befolkningerne. I denne uge så vi nærmere på episoden 12. oktober sidste år, hvor danske soldater under ildkamp med Taleban efter al sandsynlighed dræbte en femårig pige. Den of-ficielle forklaring gik på, at kampene havde fundet sted i et ubeboet område, hvor der derfor ikke burde være nogen civile, men ifølge koalitionsstyrkernes egen situationsrapport, som er lækket, lå der en landsby i nærheden. Nu siger Hærens Operative Kommando, at »der ligger masser af compounds - altså gårde, hvor der bor familier - i nærheden, men det er ikke en landsby«. Hvor mange gårde går der på en landsby? Har den danske offentlighed fået en ordentlig forklaring, og var det i øvrigt betryggende, at Forsvarets Auditørkorps lod militærpolitiet afhøre de implicerede i stedet for selv at tage til stedet? Døm selv. Imens leder redaktionen ivrigt i dokumenterne. »Vi har lige nu tre medarbejdere til at sidde med materialet, og selvfølgelig går vi især efter begivenheder, hvor danske styrker har været involveret. Selv om vi kan søge elektronisk, skal vi vide, hvad vi leder efter. Vi søger på de militære forkortelser på danske enheder, på datoer og steder, hvor danske soldater har været i kamp, og kigger på det danske ansvarsområde i det hele taget«, siger udenrigsredaktør Michael Jarlner. GANSKE SOM med jægerbogen er der etiske overvejelser at gøre sig: »Selvfølgelig skal vi tage hensyn til soldaternes sikkerhed. Materialet er ganske vist historisk, og dermed kan artikler om det næppe bringe soldaterne i fare, men det skal vi selvfølgelig overveje. Der er også en reel risiko for, at vi kan komme til at skade afghanske informanter, hvis vi ikke tænker os godt om«, siger Michael Jarlner. DEN OFFICIELLE amerikanske reaktion har dels været at sige, at dokumenterne ikke rummer noget nyt, dels at lægge op til en heftig fængselsstraf til den soldat, der hævdes at stå bag lækagen. Det er muligt, at der ikke kommer afgørende nyt ud af de mange dokumenter Men det er også muligt, at sagen lægger et så hårdt pres på politikere og militær, at offentligheden efterhånden får det indblik i krigens gang, som den har krav på. Det er unægtelig et paradoks, at vi er i Afghanistan for at indføre folkestyre, hvorefter koalitionens egne befolkninger ikke må vide, hvad der foregår, eller må nøjes med jubelversionen: Der er desværre tab på vores side, men det går hastigt den rigtige vej, og den menige afghaner er ufatteligt taknemmelig. ÅBENHED KAN man indføre uden at løbe unødvendige risici. Et frisk eksempel finder vi i et helt andet hjørne af samfundet, hvor alt indtil for nylig også var næsten militært hemmeligt: hos Finanstilsynet. Hvis man for få år siden ringede til tilsynet, var det som at afhøre en soldat, der havde fået instrukser på kun at oplyse navn, rang og nummer til fjenden. På en god dag kunne man få bekræftet, at man var kommet igennem til Finanstilsynet, men meget mere skulle man ikke forvente. Spurgte man, hvad klokken var, ville man formentlig få at vide, at det kunne tilsynet ikke oplyse, fordi medarbejderne er underlagt skærpet tavshedspligt. Begyndte de først at plapre, ville det dels være ultraulovligt, dels ville befolkningen miste tilliden til banksystemet, som så ville kollapse, hvorefter folks sparepenge ville gå tabt, lød forklaringen. At prøve at få aktindsigt i selv de mest harmløse dokumenter hos Finanstilsynet var en farce. En kollega og jeg interviewede engang tilsynets forhenværende direktør i halvanden time, og da vi bagefter lyttede båndet igennem, indså vi, at vi havde et problem: Det ville være umuligt at skrive en artikel. Måske havde vi været for dårlige til at spørge, men der var i hvert fald ikke sagt et eneste brugbart ord. Beskæmmede ringede vi og undskyldte mange gange, at vi havde spildt hans tid - men direktøren virkede både lettet og tilfreds! NU HAR ÅBENHEDEN indfundet sig. Det krævede en finanskrise, men politikerne har i hvert fald sørget for, at alle kan gå ind på finanstilsynet. dk og se, hvad myndighedernes eksperter har fundet ud af, når de har været på kontrolbesøg. Alle banker skal også lægge tilsynsrapporterne ud på deres hjemmesider. Man kan for eksempel se, at Danske Bank har været sløset med sin långivning, og at Saxo Bank ikke sikrer sig, at dens kunder kan gennemskue bankens til tider stærkt eksotiske investeringstilbud. Mig bekendt har det ikke styrtet Danske Bank eller Saxo Bank ned i afgrunden - omsider får kunderne bare den information, de har krav på. Det kan altså lade sig gøre. Nu mangler vi bare at få ordentlig besked om, hvad forsvaret foretager sig. bjarne.schilling@pol.dk