DA JEG gik i folkeskolen - det var under den gamle konge - skete det ikke så sjældent, at tre elever havde cyklet ved siden af hinanden på vej til skole, eller at nogen havde kastet snebolde, hvor de ikke måtte. Det udløste hver gang et kollektivt og forbavsende langvarigt møgfald, når vi stod på række til morgensang - med tilhørende fadervor - i aulaen. Inspektøren lagde ikke skjul på, at han i betragtning af de stedfundne regelbrud måtte nære de alvorligste betænkeligheder ved den forhåndenværende ungdoms mentale kapacitet. Ja, værre endnu: Han havde svært ved at forestille sig menneskehedens beståen, når skolens sneregler i den grad blev negligeret. Hvorefter vi luntede ud i klasserne. Noget desorienterede, men et møgfald rigere. Jeg følte mig udsat for samme ' skæld alle huden fuld, for så har du i hvert fald ikke glemt nogen'-teknik, da der landede 133 enslydende mail i indbakken for 14 dage siden: »KÆRE DR, TV 2, Politiken ( herunder Ekstra Bladet), Jyllands-Posten og Berlingske Tidende ( herunder B. T.) Jeg skriver til jer, fordi I er de mest sete, hørte og læste medier, vi har i Danmark. Og I er ved at nå et støjniveau, hvor I overdøver hinanden med ligegyldigt stof. Det tager fokus fra vigtige ting, og vi har ikke råd til, at I bliver ved på denne måde. Derfor denne venligt mente opsang. I skal lade være med at koncentrere jeres energi på enkeltpolitikere og deres personlige op-og nedture. Vi har som vælgere brug for, at I fokuserer på partiernes politiske ideer og partiprogrammer, så vi kan tage stilling til, hvor og hvordan de er forskellige. Det kræver mere baggrund og færre sound bites. Der er tilsyneladende gået sport i breaking news. I har kollektivt fuldstændig udvandet begrebet til et punkt, hvor intet betyder noget, fordi alt er breaking news. Drop det! I skal lade være med at udklække over-fladiske realitystjerner, så de kan få deres 15 minutters berømmelse og blive glemt i det 16., blot for at I kan udklække nogle nye sæsonen efter. Vi har ikke brug for dem. Vi har derimod brug for baggrund, fordybelse, indsigt og historier om folk, der kan noget. Både på tv, i radio og i aviserne, hvad enten aviserne er af papir eller på nettet. Venlig hilsen...« DET TOG et par minutter at finde ud af, at vi var blevet ramt af et bunkemøgfald, sat i værk via en Facebook-side. Det har næppe taget mange sekunder for afsenderne at kopiere forlægget ind i en mail og sende bandbullen af sted til chefredaktionerne og til de tre læser-/seerredaktører på henholdsvis DR, TV 2 og Politiken. Derfor var det også fristende at slå det hele hen som endnu en gang netbåret ævl, men jeg er i vid udstrækning enig med de 133 medieforbrugere: For få år siden kunne jeg se tv en hel aften. Nu må jeg gå ud af stuen, for jeg er en pestilens. Jeg sidder og råber ad nyhedsværterne, fordi de ikke stiller de rigtige spørgsmål, jeg håner reporterne, når der endnu en gang sendes direkte fra et sted, hvor der ikke sker noget som helst, og jeg vrænger ad, at nogen kan få sig selv til at sige, at »programmet er præsenteret i samarbejde med Stryhns grovhakkede baconpostej«. Det er mig en gåde, hvordan man rent praktisk samarbejder med 500 gram hakket lever og spæk? POLITIKENS NYHEDER præsenteres ikke i samarbejde med pålæg af nogen art, og vi udklækker i hvert fald ikke realitystjerner, som der stod i mailen. Så jeg skrev til de 133 og bad dem være konkrete: Hvor er det, vi går galt i byen? Jeg fik 34 svar. Nogle sagde nærmest undskyld, og mange erklærede sig »langt hen ad vejen godt tilfreds med papirudgaven af Politiken«. Derimod mente flere, at netavisen politiken.dk gør for meget ud af ' breaking news', og at vi for eksempel havde overdoseret redningen af minearbejderne i Chile. Enkelte mente, at vi på nettet har en tendens til at oversælge historier for at få læserne til at klikke videre. Jo flere klik, jo bedre argumenter har vi som bekendt over for annoncørerne, og jo bedre indtjening på netannoncer. Jeg er enig i, at vi skal passe på, at læserne ikke føler sig bondefanget til at klikke videre. Mange længere nyhedsartikler på nettet rummer undervejs tre eller fire henvisninger til artikler om samme emne, og det er ikke altid, de er lige relevante. Af hensyn til læseoplevelsen og for at forhindre, at læserne føler sig omklamrede, kunne man måske overveje at lægge henvisningerne i bunden. ENKELTE LÆSERE fnyste over, at Politiken både på net og papir bringer nyheder, som de fandt helt irrelevante: Helle Thorning-Schmidts skattesag, der ikke var en skattesag, for eksempel. Flere mente også, at Lene Espersens ferievaner blev omtalt rigeligt hen over sommeren. Eftertanke og selvransagelse skal være et fast led i en journalistisk proces. Det har altid været vigtigt at holde hovedet koldt, når store fælleshistorier buldrer af sted, men det er blevet endnu vigtigere, i takt med at netaviser og tv-nyheder bombarderer os uafbrudt. Der skal rygrad til at slå en historie hen som ligegyldig, hvis samtlige konkurrenter bringer den. Det var godt at få 133 påmindelser om vores ansvar for at tænke selv. Det er ligesom i skolen: Det er langtfra sikkert, at sidemanden har det rigtige svar. bjarne.schilling@pol.dk