KØBENHAVNS BYRETS afdeling for grundlovsforhør, populært kaldet Dommervagten, har til huse på Politigården. Det kan man undre sig over, eftersom det er en åbenlys sammenblanding af den udøvende og den dømmende magt. Men når der kun er tale om et bofællesskab, går det nok. Praktisk er det i hvert fald. På væggen i retslokalet hænger en stort skilt med Retsplejelovens paragraf 762. Den rummer de bestemmelser, som dommeren bruger for at afgøre, om den sigtede skal varetægtsfængsles, og også det skilt kan man undre sig over. Hvis den sigtede er den pessimistiske type, kan han ( det er som regel en mand) sagtens sidde og få den fejlagtige opfattelse, at udfaldet er givet på forhånd. Skiltet er tænkt som en service, men eftersom det er en ordret gengivelse af de snørklede bestemmelser i paragraffen, er det tvivlsomt, hvor meget klogere retsmødets hovedperson bliver af at sidde og læse. Jeg har aldrig hørt en varetægtsfængslet forklare, at han er sendt bag tremmer, fordi der i hans tilfælde »er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, at lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og at der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen«. HVOR VIL jeg hen med alt dette? Jeg vil påpege, at pressen også har en kolossal pædagogisk opgave med at oversætte juridisk sprog og tradition og forklare, hvordan retssystemet virker - lige fra politiets første mistanke til en eventuel domfældelse. Selv om dommerne er blevet meget bedre til at tale et normalt dansk, er de værste lovtekster og domme stadig det rene volapyk for ikke-jurister og dermed hovedparten af befolkningen. Vi skal kunne fremlægge stoffet på et forståeligt, dagligdags dansk. Hvis medierne skal kunne løfte den opgave, skal vi selv have styr på, hvordan systemet fungerer, og vi skal have retsprincipperne i et demokrati på rygmarven. At det åbenlyst kniber meget med at forstå juristernes sprog og oversætte det til læsere, lyttere og seere, er slemt nok. Endnu værre er det, at selv de grundlæggende principper virker ukendte for forbavsende mange journalister. Det har domstolene erkendt for længst og udpeget særlige pressekontaktdommere, som kan hjælpe journalister, der er i vildrede. Den ordning kunne medierne med fordel benytte sig meget mere af. Men det bør være spidsfindighederne, de særligt hjælpsomme dommere bliver besværet med, for alt det grundlæggende burde være bragt på plads meget hurtigt under journalistuddannelsen. SELVFØLGELIG FINDES der også mange medarbejdere med styr på sagerne ude på redaktionerne. Men alt for ofte løber begivenhederne og sproget af med os journalister, når de blå blink er tændt eller politiet holder pressemøde - og så kan man høre og læse det mest besynderlige i medierne: »Politiet har varetægtsfængslet en 22-årig mand«. Hvabehar? I bananrepublikker kan politiet sikkert varetægtsfængsle folk, men dansk politi kan ikke. »I eftermiddag fremstilles han i grundlovsforhør, men det vil ske bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen«. Ja, det vil politiet sikkert bede om, men det er da dommeren, der afgør, om dørene skal lukkes? »En anden mand, der nægter sig skyldig, står bag røverierne«. Jamen, hvorfor så ikke bare droppe retssagen og sætte ham til afsoning? KRIMINALSTOFFET ER så vigtigt og skal behandles med så stor omhu, at det har sit eget afsnit i de vejledende regler for god presseskik. I den seneste tid har stofområdet et været domineret af to meget opsigtsvækkende sager: I Malmø er en mand blevet varetægtsfængslet, sigtet for et drab og fem drabsforsøg, og herhjemme er en mand blevet varetægtsfængslet, sigtet for et drab og to voldtægter på Amager. Begge sager har fået meget omtale - hvilket er helt forståeligt. Men igen er det lykkedes pressen i en lang række tilfælde at tage stilling til skyldsspørgsmålet på forhånd. Uanset hvor meget der peger mod en bestemt person, er det domstolene, der afgør, om vedkommende er skyldig. Selv om dna-analyser vejer tungt, skal beviser stadig vurderes, og det skal ikke ske på redaktionerne. Det er ikke kun formiddagsbladene, der er hurtige til at udpege skyldige. Vi kommer desværre også til at fælde dom. På det seneste har vi haft nogle uheldige formuleringer, der formentlig og forhåbentlig skyldes tidspresset. »Malmø-skudmand fældet på tip fra offentligheden«, skrev vi. Det går ikke. Vi aner ikke, om den anholdte er ' Malmø-skudmanden'. »I de sidste to uger har svensk politi overvåget snigskytte på tæt hold«, skrev vi. Det går ikke. Vi ved ikke, om den mand, der er blevet overvåget, er snigskytten. Vi bragte også en henvisning på forsiden, som blev indledt sådan: »Svensk politi jagter Malmøskyttes hjælper. Den 38-årige mand, der er blevet anholdt for at stå bag en stribe skyderier mod indvandrere i Malmø, kan have haft en hjælper til at udpege ofrene for sig«. Det kan sagtens læses som en konstatering af mandens skyld, og det går ikke. »Jeg synes, I burde være mere omhyggelige med jeres sprogbrug, særlig i kriminalsager«, skrev en læser forleden. Det synes jeg også. bjarne.schilling@pol.dk