TILVÆRELSEN KAN være uretfærdig. Det ville Pompeia kunne bekræfte. Engang holdt hun fest, udelukkende for kvinder, men en slibrig personage, Clodius, sneg sig med i dametøj, fordi han var varm på værtinden. Han blev bogstavelig talt afsløret. Skandale! Selv om Pompeia intet havde med det at gøre, lod Cæsar sig skille fra hende, og siden den fatale fest i Rom i år 62 f.Kr. har vi kunnet citere hans barske begrundelse, at »Cæsars hustru må end ikke kunne mistænkes«. Hvis Pompeia var ansat på Politiken, ville hun få en lempeligere behandling. Jeg skal vende tilbage til vores regler. Der er to grundholdninger til habilitet - også for anmeldere: I den ene ende af skalaen holder man med Cæsar: dDer må ikke kunne opstå den mindste tvivl om den totale og fuldkomne uvildighed. Ovre i den anden ende af skalaen lyder argumentet, at den totale habilitet er en illusion. Hvis man bare lægger anmelderens baggrund og forbindelser helt åbent og detaljeret frem for læserne, gør man problemet mindre. Så kan folk selv lægge til og trække fra, lyder argumentet. »Vi kan alligevel ikke finde nogen, der kan anmelde på et fagligt forsvarligt niveau, og som er helt neutrale. Man er enten inhabil eller inkompetent«, lyder argumentet. POLITIKENS REGLER placerer os et sted i midten. De slår fast, at: »Alle ansatte på Politikens redaktion skal undgå sammenblanding af journalistiske arbejdsopgaver og private forhold, uanset om disse forhold er af politisk, økonomisk eller idealistisk art. Medarbejderne skal derfor afholde sig fra enhver disposition, herunder privatøkonomiske investeringer, der kan skabe tvivl om denne uafhængighed. Ingen ansatte må på nogen måde udnytte deres stilling på Politiken til at opnå private fordele«. Desuden står der, at: »For Politikens anmeldere gælder samme grundregler som for alle andre medarbejdere. De kan derfor ikke anmelde en bog, koncert, forestilling, udstilling eller lignende, som vedkommende har været konsulent på eller har egne økonomiske interesser i, og er forpligtet til at orientere kulturredaktøren og chefredaktionen om den slags opgaver, som kan skabe tvivl om anmelderens habilitet. I lighed med avisens øvrige medarbejdere er Politikens anmeldere ofte involveret i aktiviteter uden for huset: dDe skriver bøger, redigerer tidsskrifter m.v., hvilket ligger i naturlig forlængelse af avisens kulturbærende rolle. Da dette sker efter aftale med Politikens ledelse og også fremgår af de cv'er, der er offentliggjort på nettet, medfører det ikke inhabilitet«. Det er chefredaktionens holdning, der kommer til udtryk. Man kan selvfølgelig være uenig, men det er altså gældende ret her på bladet. VI VAR helt klart i karambolage med vores regler, da vi tidligere på måneden anmeldte skuespilleren Waage Sandøs selvbiografi 'Et ekstremt lykkeligt liv'. Problemet var, at vi var nævnt i bogen. Det gjorde anmelderen da også opmærksom på: »Ellers ligner Waage Sandøs erindringer især hen mod slutningen et angreb på alle dem, der ikke troede så meget på ham som chef for Folketeatret, som han selv gjorde: hHer får bl.a. teaterredaktionen på Politiken med navns nævnelse én over nakken. Det er ekstremt underholdende læsning«. Det skulle vi bestemt ikke have gjort. Det var ikke nok at oplyse, at vi var nævnt. Vi skulle selvfølgelig enten have overladt opgaven til en anmelder udefra eller ladet bogen ligge, hvis det var forsvarligt ud fra en litteraturfaglig vurdering. Heldigvis har redaktionen erkendt fejlen - det skete i sektionen Bøger for en uge siden. FORLEDEN BLEV jeg kontaktet af nogle journaliststuderende, der er ved at skrive en artikel »om Politikens anmeldelser af egne bøger. Dvs. bøger, der udkommer på Politikens Forlag«. Det er rigtigt, at forlag og dagblad ejes af det samme selskab. Men det er forkert at tale om vores anmeldelser af »egne bøger«, hvis man dermed mener bøger, der er udgivet af Politikens Forlag. Der er en lige så skarp adskillelse mellem Politiken og forlaget, som der er mellem redaktionen og for eksempel redaktionen på Jyllands-Posten eller Ekstra Bladet, der også udgives af JP/Politikens Hus. Bøger fra Politikens Forlag skal have præcis samme behandling som bøger fra andre forlag, og bøger, der er skrevet af medarbejdere i huset, skal anmeldes af eksterne folk - ganske som det altid sker. De journaliststuderende havde hæftet sig ved, at både Stéphanie Surrugues bog om prins Henrik og Nils Thorsens bog om filminstruktøren Lars von Trier fik fremragende anmeldelser i vores avis. Men det hænder altså også, at bøger af journalister på Politiken får en middelmådig anmeldelse (og jeg skal gerne beskrive den dybe smerte, det afføder, hvis nogen har tid til at lytte) eller en decideret elendig anmeldelse. En læser mente forleden at kunne konstatere, at vi bringer store uddrag af bøger, som bladets medarbejdere har skrevet. Det sker formentlig for at løfte kollegernes bogsalg, mente læseren. Dertil er kun at sige, at hvis vi bringer uddrag af en bog, skal der være en journalistisk begrundelse - og heller ikke på dette felt må medarbejderne eller Politikens Forlag få særbehandling. I de tilfælde, jeg har set, har den journalistiske begrundelse været helt åbenlys. Så længe JP/Politikens Hus driver forlag, så længe Politikens journalister skriver bøger, og så længe der er anmeldelser i avisen, kan vi beskyldes for inhabilitet. Vi skal sørge for, at beskyldningerne er grundløse. Men en cæsarløsning bliver for vidtgående. bjarne.schilling@pol.dk