Sandheden er konkret. Denne læresætning er blevet banket ind i rygmarven på generationer af journalister. Lad dig ikke styre af fordomme. Men kast dig med et åbent sind over en historie. Find alle fakta og hold dem op mod hinanden, før du skriver historien. Så kan det godt være, at historien bliver helt anderledes, end journalisten havde forventet på forhånd. Men sådan skal det være. En reporter er i sandhedens tjeneste. Det må altid være målet. Det subjektive valg af vinkel og informationer i en artikel skal være styret af en bestræbelse på at beskrive en reel virkelighed. Men der er én journalistisk genre, hvor det kræver særlig stor professionalisme og erfaring at opfylde dette krav. Nemlig portrættet. For her handler det især om holdninger til en person. Ikke kun fakta. Og det er et minefelt. For hvilke interesser og sympatier har folk til en person, som de udtaler sig om? Desuden er det personen selv, der blotlægges for læserne. Ikke kun personens holdninger eller gerninger i embeds medfør. Men også andres vurderinger af personens karakter. Derfor slår Politikens regler for portrætgenren fast, at »det er en genre, hvor man skal være særlig opmærksom på at være fair over for personen«. Enhver journalist kæmper derfor med at holde balancen, når der skal skrives et portræt. For at undgå at falde i en af de to faldgruber, som litteraturkritikeren og forfatteren Georg Brandes kaldte ’underdanighedsaanden’ og ’overlegenhedsdriften’. Altså enten at lefle for portrætpersonen. Eller at nedgøre. For over 100 år siden beskrev han, hvordan ’underdanighedsaanden’ greb journalister, når »det blotte Syn af en Prins, en Minister, en Bankdirektør eller en Professor begejstrer saaledes, at deres Pen slaar Klatter, naar de skal til at skildre ham«. Og ’overlegenhedsdriften’ opstod, når journalisten af ren og skær frygt for at »mistænkes for Beundring« væbnede sig med ironi for selv altid at være »ovenpaa« For nylig trykte avisen et stort portræt af Kenneth Plummer, som nu i to år har siddet som generaldirektør i Danmarks Radio. Her vurderede en række tidligere og nuværende ledere i den danske medieverden Plummers indsats som generaldirektør. Og kritikken var hård. »Det er ’Kejserens nye klæder’. Manden har ikke noget på«, sagde én. Og en anden erklærede: »Han er fuldstændig og aldeles hysterisk nærtagende«. Hvilket blev fulgt op af følgende salut: »Hvis nogen skriver kritisk om ham, opsøger han journalisten på mail, og på chefmøder var han mere optaget af at bladre morgenens presseklip igennem for at se, om der var noget om ham, end at lede mødet«. Unægtelig noget af en svada. Men som sagt er sandheden konkret. Og hvis disse udtalelser udtrykker en del af sandheden om Plummers embedsførelse, skal det trykkes. Så enkelt er det. Men det opsigtsvækkende ved portrættet var, at disse udtalelser og en række andre stærkt kritiske citater kom fra anonyme kilder. I alt var der seks navngivne kilder i det knap to sider lange portræt, men de anonyme kilder var i overtal – og de var klart mere kritiske. Portrættet fik flere læsere til at reagere. En læser sammenlignede med en artikel om Kenneth Plummer i Dagbladet Information samme dag, hvor alle var navngivne kilder, og hvor Plummer selv kom til orde. Læseren foretrak Informations artikel: »Det ligger ligefor at konkludere, at både ofret og læserne er bedst tjent med, at aviserne nøjes med ’almindelige’ artikler, fordi: Kritikken flyder frit, kilderne kan vurderes, ofret kommer til orde«. En anden læser erklærede, at det ikke er seriøs journalistik at citere anonyme kilder, der alle har egne ukendte interesser at hytte: »Jeg bliver ikke klogere, jeg kan ikke diskutere den med mine venner eller studerende – Jo, som et skoleeksempel på dårlig journalistik!«. Generelt er brug af anonyme kilder afgørende for en demokratisk og fri presse. De kan være nødvendige for at afsløre magtmisbrug og andre vigtige historier, som er af offentlig interesse. Men det er klart, at anonyme kilder skal bruges med omtanke – og kun som sidste udvej. Derfor er Politikens retningslinjer for anonyme kilder også klare: »Politiken bruger som hovedregel kilder, der står frem. Unavngivne kilder mindsker troværdigheden. Men som andre medier er Politiken af og til afhængig af kilder, der ønsker at optræde anonymt«. Samtidig understreges det, at »brugen af anonyme kilder bør af troværdighedsgrunde begrænses mest muligt, og vi skal være særlig kritiske over for kilders motiver til at være anonyme«. Både journalisten og redaktionen var da også særlig grundige i forhold til portrættet af Plummer, da det blev klart, at kildernes kritik var usædvanlig hård – og nærmest enslydende. Hver enkelt anonym påstand bakkes op af mindst to eller flere kilder, som har haft eller har et tæt kendskab til Kenneth Plummer. Samtidig lægges kortene åbent på bordet over for læserne i indledningen: »Der kan skrives to portrætter om Kenneth Plummer. Et gult portræt. Og et grønt«. Det første portræt er med navngivne kilder, som vælger deres ord med omhu over for en af de mest magtfulde mænd i mediebranchen. Det andet portræt er de kritikere, som ikke tør stille sig frem med navn. Her er journalistens dilemma også læsernes. Det ville give læserne et falsk portræt kun at bruge navngivne kilder. Samtidig er der risiko for, at de anonyme kilder sviner generaldirektøren til. Uden omkostninger for dem selv. Opgaven måtte derfor være grundighed. I vurderingen af kildernes troværdighed. Og i vurderingen af deres udsagn. I dette tilfælde er brugen af anonyme kilder berettiget. Ellers ville Politiken offentliggøre et forsigtigt og pænt portræt, som ville være falsk. Og det er ikke avisens opgave. Avisen er i sandhedens tjeneste. Til gengæld burde Kenneth Plummer efter min mening være kommet til orde med sin holdning til kritikken. Enten i et interview ved siden af portrættet eller i selve portrættet. Dels af fairness over for Plummer, og dels af hensyn til læserne. Det kunne være interessant at vide, hvad Plummer siger til anklagerne. Her er læserne ladt i stikken. Plummers svar er også en del af sandheden.