Hug en hæl og klip en tå. I gamle dage blev virkeligheden fordrejet på den brutale måde. Som da kongesønnen i Grimms eventyr gik til Askepots far og sagde: »Jeg gifter mig kun med den, der kan passe denne sko«. Askepots to onde stedsøstre ville gøre alt for at passe Askepots lille sko. Den ene søster skar et stykke af hælen, mens den anden søster skar tåen af. Kongesønnen gennemskuede dog de to søstre, da »blodet vælder purpurrødt af skoen ud«. Og Askepot fik sin prins. I dag bliver virkeligheden bøjet på anden vis. Det er mindre blodigt, for det sker med tørre tal og statistik. Men de mulige konsekvenser kan være lige så store som i eventyret. Medmindre der findes folk med kritiske øjne, der som kongesønnen ikke lader sig narre. At statistik kan misbruges, er da også ren børnelærdom for enhver studerende – og enhver journalist. Men det kan ikke siges tit nok. Slet ikke i en tid med valgkamp, hvor tal og påstande flyver gennem luften. Man må undre sig over tilværelsens ulidelige lethed hos både politikere og interesseorganisationer, der slynger om sig med påståede sandheder bakket op af tal. Derfor er det befriende, at Politiken hver eneste dag i valgkampen kritisk gennemgår ’Dagens påstand’ for at undersøge, hvad der er rigtigt eller forkert. Ofte viser det sig, at begge parter har delvis ret. De har blot valgt forskellige udgangspunkter og kriterier for de tal, de bruger som dokumentation. Derved nuancerer avisen firkantede postulater og gør det nemmere for læserne at gennemskue den politiske propaganda. Samme metode bruger enkelte andre medier også, og det er netop hovedopgaven for ethvert seriøst medie i en valgkamp at gennemskue valgflæsket. Men er Politiken også røget i fælden og har videregivet tal uden at undersøge dem kritisk? Tirsdag (30.10.) i den forløbne uge klagede en læser, fordi han var utilfreds med avisens forsidehistorie ’Ældreplejen har fået flere hænder – men mest til kontorarbejde’. I indledningen til artiklen blev det nævnt, at antallet af administrativt og ledende personale i ældreplejen er vokset med over 41 procent, mens antallet af ansatte, som har den daglige kontakt med de ældre, kun er steget med 6 procent. Alt sammen ifølge tal fra Danmarks Statistik. Tallene fik Ældre Sagen og oppositionen i Folketinget til at anklage regeringen for overbureaukratisering. Kort sagt: en god historie i en valgkamp. Men læseren fremførte, at »problemet er, at der bag den procentvise fordeling gemmer sig tal, der fortæller en lidt anden historie – og i princippet gør selve historien ikke-eksisterende«. I forsidehistorien bliver de absolutte tal for stigningen i de to grupper inden for ældreplejen ikke nævnt. Hvilket ellers er almindeligt og nødvendigt for, at læserne ved, hvilke størrelser vi taler om. Statistiske lærebøger indeholder tit netop skræmmeeksempler på, at procentvise stigninger kan give et misvisende billede set i sammenligning med de absolutte tal. Og at man skal passe på med at lave procentstigninger, hvis man sammenligner udviklingen inden for to grupper, der som udgangspunkt ligger langt fra hinanden i absolutte tal. Det er problemet i dette tilfælde. Antallet af ansatte i administrationen er meget mindre end antallet af ansatte til omsorg og pleje. Faktisk rundt regnet 20 gange mindre. Det kan man først se, når de absolutte tal nævnes i en artikel inde i avisen og i en grafik. Og så tegner der sig et noget andet billede. Administrationen inden for ældreplejen er i perioden 2000-2006 vokset med 1.244 personer til i alt 4.246. Mens antallet af ansatte til omsorg og pleje er vokset med 4.830 til 85.281. Altså er der i løbet af denne periode blevet ansat knap fire gange så mange til den daglige pleje af de ældre, end der er blevet ansat i administrationen. Det stemmer ikke med overskriften på forsiden ’Ældreplejen har fået flere hænder – men mest til kontorarbejde’. Men det er da rigtigt, at den procentvise stigning er større i administrationen. Og at man kan diskutere, hvorfor bureaukratiet er blevet større. Men det kan altså ikke konkluderes, at de fleste ’hænder’ er blevet ansat til kontorarbejde. Artiklen inde i avisen er heldigvis grundig i gennemgangen af tallene. Det nævnes også, at antallet af medarbejdere i hjælpefunktioner – rengøringsfolk, køkkenpersonale og pedeller – er faldet med knap 600 i perioden 2000 til 2006. Samtidig omtales de tal, der ikke indgår i statistikken. Der er cirka 1.700 medarbejdere fra private firmaer, der yder hjemmehjælp til ældre, og her er der hovedsagelig tale om direkte kontakt med de ældre. Og der er 1.300 medarbejdere i administrationen, der ikke tæller med i opgørelsen. Nok om tal. På bundlinjen må det konstateres, at artiklen inde i avisen var grundig og saglig – og selv om det er tørt stof, gav det læserne en reel mulighed for at vurdere udtalelser fra politikerne i denne valgkamp om ældreplejen. Til gengæld var den store overskrift på forsiden misvisende, og det er som regel den, folk husker. Især når de absolutte tal ikke nævnes i forsideartiklen. Generelt er der ellers netop en meget vigtig debat gemt under diskussionen om tallene. Nemlig hvor meget bureaukrati og regelrytteri, der skal være i både ældreplejen og på hospitalsområdet. Ikke kun i administrationen. Men også i den direkte omgang med ældre og syge. Når personalet har en stram tidsplan og bruger håndholdte computere, hvor de skal registrere, hvad de bruger tid på. Den udvikling kan ikke ses i de nøgne tal. Det er derfor også en journalistisk opgave. Specielt i en valgkamp.