Et sted i Politikens Hus må jeg tage mig ganske alvorligt i nakken for ikke at blive hængende i timevis. Og jeg mener ikke kantinen. Det er billedarkivet i kælderen, jeg tænker på. Der bør man absolut kun gå ned, hvis man har god tid. Arkivskab efter arkivskab står proppet med slidte billedkuverter. Billedposer, som de hedder internt, ofte glinsende af sene aftentimers redaktionssekretærsved, og proppede med rigtige billeder på blankt papir, fra før fotografiet blev digitalt. Enkelte fotografier er desværre forsvundet fra deres plads i kuverterne og havnet på medarbejdernes opslagstavler, fordi man bare ikke kan få sig selv til at sende dem retur. Hvilket selvfølgelig er dybt forkasteligt, fordi kolleger kan stå og mangle dem.