Egentlig havde jeg besluttet, at det sidste ord om United Plantations på dette sted var skrevet. Jeg har to gange tidligere omtalt vores artikelserie, der rettede en voldsom kritik mod arbejdsmiljøet på den delvis danskejede virksomheds plantage i Malaysia. Jeg har også beskrevet, hvordan virksomheden efterfølgende har kritiseret Politikens arbejdsmetoder, har beskyldt os for at true kilder og har sendt en meget omfattende klage til Pressenævnet over brud på god presseskik. Pressenævnet afsagde sin kendelse 3. marts: Politiken har overholdt god presseskik, men vi blev pålagt at bringe virksomhedens udlægning af nogle af de forhold, vi havde beskrevet. Det skulle ske i form af et genmæle, som blev bragt dagen efter. Når jeg alligevel gør United Plantations til emnet igen, skyldes det, at vi atter har bragt artikler om virksomheden, som alligevel ikke vil holde op med at bruge det stærkt giftige stof monocrotophos. Det bebudede den ellers i efteråret, men der findes ingen andre midler, der er lige så effektive, forklarer direktør Carl Bek-Nielsen, der som noget nyt gerne udtaler sig til Politiken, dog kun per mail. Jeg tager også emnet op, fordi nogle læsere sandsynligvis sidder forvirrede tilbage efter Pressenævnets kendelse og genmælet. Hvordan var det egentlig fat med arbejdsmiljøet på den plantage? Påstand står stadig mod påstand. Politiken står ved artikelserien – virksomheden afviser at have haft problemer. Claus Blok Thomsen, der var hovedskribent på serien og besøgte plantagen i Malaysia, kritiserer nævnets afgørelse i det seneste nummer af fagbladet Journalisten. Han er selvfølgelig tilfreds med at have fået Pressenævnets ord for, at han overholdt de presseetiske regler, men finder det forkert, at firmaet fik et genmæle: »Det rejser nogle uhyggelige perspektiver for kritisk journalistik. Man skal bare lade være med at kommentere artiklerne undervejs og derefter klage til Pressenævnet, så bliver man præmieret med et genmæle i avisen. Her kan man sige hvad som helst uden kritiske spørgsmål«, siger Claus Blok Thomsen i Journalisten. Hvilket er rigtigt – vi skal bringe genmælet præcis, som det er udformet, og eventuelle ledsagende kommentarer skal ifølge loven holdes til det strengt faktuelle. Et genmæle er ikke et oplæg til debat. Jeg forstår Claus Blok Thomsens frustration, men som reglerne er, kan vi efter min mening ikke kritisere Pressenævnet. Selv om vi i ugevis bestormede virksomheden for at få dens kommentar til de kritiske artikler, er den i sin gode ret til at tie. Sådan er vi heldigvis ikke vant til, at virksomheder på disse breddegrader reagerer, men vi kan nu engang ikke pålægge nogen at udtale sig til Politiken. Og hvad enten vi synes om det eller ej, har Pressenævnet vurderet, at påstand i enkelte tilfælde stod mod påstand. Vi havde talt med op mod 20 landarbejdere og citerede flere af dem for, at de var utrygge ved at arbejde med pesticider, og at de mente at være blevet forgiftet. Vi talte også med en lokal praktiserende læge, som på et videoklip med os oplyste, at han jævnligt så eksempler på forgiftede arbejdere fra United Plantations. Vi bad virksomheden om en kommentar, men forgæves. På en anden video, som firmaet havde optaget, lagde lægen imidlertid pludselig afstand til sine egne udtalelser. Formentlig derfor pålagde Pressenævnet os at skrive, at: »Over for det har United Plantations oplyst, at den pågældende læge aldrig har behandlet patienter fra United Plantations med symptomer på pesticidforgiftning«. Man kan undre sig over, hvor virksomheden kan vide det fra. Der er ganske vist en lægeklinik på plantagen, men medarbejderne fortalte netop, at de var utilfredse med den og derfor opsøgte andre læger. En dansk virksomhed med tusindvis af ansatte ville nok afholde sig fra at udtale sig skråsikkert om, hvilke læger dens medarbejdere besøger. Selv om nævnet ikke har afgjort, hvem der har ret, skal genmælet bringes uimodsagt – det siger loven. Sådan bør det også være, for pressen har rigeligt med muligheder for at komme til orde. Problemet er bare, at genmælet kommer til at fremstå som fakta, selv om det kun rummer den ene parts udlægning. Det er frustrerende for redaktionen, men det er der ikke noget at gøre ved. På enkelte punkter havde vi efter nævnets mening ikke dokumentationen i orden. På den anden side kan jeg ikke se, hvordan redaktionen kunne have sikret sig bedre. Selv hvis journalisten havde forlangt blodprøver af landarbejderne, ville man kunne hævde, at der var fusket med resultaterne, ganske som vi blev beskyldt for at have truet kilderne til at lyve. Påstand vil altid kunne stå mod påstand. Så må læserne vurdere, hvem de vil tro på. bjarne.schilling@pol.dk